Når man vælger rejsemål for sin næste ferie, er solen det vigtigste argument hos langt de fleste mennesker.
Måske ikke lige i disse uger, hvor solen skinner så varmt over Danmark, at der slet ikke er grund til at drage udenlands.
Ofte var de danske temperaturer over – eller i det mindste på niveau – med de fleste feriemål nede omkring Middelhavet.
Men på alle andre tidspunkter af året – og også, hvis det danske vejr havde artet sig normalt – ville de fleste nynne sol, sol, sol, når de bladrede i charter selskabernes og rejsebureauernes højglans billeder og pristilbud.
Her i juli måned giver Kreta mest sol for pengene i Europa. Skarp forfulgt af Istanbul og Budapest. Hver soltime koster 13 euro på den græske ø – ca. 100 kroner – og 14 i Ungarns hovedstad eller Tyrkiets fascinerende storby, der bygger bro mellem Europa og Asien.
Tallene kommer fra den engelske online sammenlignings side www.comparethemarket.com . Her kan man finde priser på alt fra forsikring, over telefoner og bredbånd til strøm og lån.
I anledning af sommerferien har www.comparethemarket.com kigget på prisen pr. solskins-time på ferier året rundt.
Online sammenlignerne har taget den gennemsnitlige pris på en flyrejse til Europas 25 mest populære ferie-destinationer, prisen på et hotel for en familie på fire – og så ladet computerne krydse priserne med det gennemsnitlige antal soltimer om dagen gennem 30 år på hver af rejsemålene.
Resultatet er et European Sunshine Index, der fortæller, hvor meget en times sol koster i hver eneste måned af 2018.
Man kan altså ikke kun tjekke Comparethemarket’s informationer til den aktuelle sommerferie, men også til efterårsferien og til vinter- eller juleferien, hvis de altså skal indeholde sol og varme.
Ud over Kreta og Istanbul giver bl.a. Rhodos (16 euro), Rom (17) og Firenze (18 euro) sol for skillingen.
Til gengæld skal man holde sig meget langt fra irske Dublin, hvis man søger sol i juli. Her koster hver enkelt soltime 52 euro – knap 400 kroner.
Dublin er også suverænt dyreste i august – 67 euro pr. soltime – mens Istanbul tager positionen som den billigste med 16 euro. Igen følger Rom og Budapest lige efter med 18.
Helt store rejsemål er dyrere pr. soltime. Det skyldes ikke manglen på sol, men at rejser og ophold er dyrere her end på Kreta eller Rhodos.
På Mallorca koster en soltime i juli f.eks. 21 euro i juli og 25 i august. På nabo-øen Ibiza henholdsvis 23 og 32 euro.
Hvad man egentlig ikke skulle tro er, at London er temmelig billig i soltimer. Måske skyldes det, at ingen tager til Englands hovedstad for at slikke sol. Priserne pr. soltime er 22 euro i juli og 23 i august.
Dermed ligger London prismæssigt på niveau med Berlin (21 og 22 euro), men pænt under f.eks. Lissabon.
Helt grelt bliver det, når man sammenligner med en soltime i Paris. Den koster i snit 40 euro (ca. 300 kroner) i juli, 30 i august og 41 i september.
Og planlægger I allerede nu vinterferien? Så er Rhodos det billigste bud på soltimer i både november, december og januar. Billigst i januar med kun 13 euro for en time med sol på ens superkrop.
I kan se alle sol-pris-tallene for 25 populære rejsemål i alle årets måneder her….
Skriv et svar