Hvert fjerde år giver jordens kredsløb om solen en ekstra dag i kalenderen – nemlig den 29. februar.
Datoen har eksisteret i over 2.000 år, siden den romerske kejser Julius Cæsar indførte den fokkr at holde kalender-året synkroniseret med det astronomiske og årstiderne.
De fleste husker formentlig skudåret på, at der så er de olympiske lege. I år er det i Paris. Andre husker det måske på egne familie-traditioner, som er udviklet gennem generationer.
Man kan dog også gøre det til en tradition at udnytte den ekstra dag i februar til at rejse ud for at se, hvordan andre lande og kulturer fejrer denne specielle dato i skudåret – på engelsk “leap year”.
Det er der faktisk mange lande, som gør. I samarbejde med rejseportalen www.booking.com har Trends & Travel udvalgt seks af de sjoveste:
Anthony i amerikanske Texas
Den lille by Anthony på grænsen mellem Texas og New Mexico er selv-udnævnt verdens-hovedstad for skudår.
Hvert fjerde år samles skudårs-børn fra hele kloden – dem, der er født den 29. februar – for at fejre deres sjældne fødselsdag i Anthony.
Byen kvitterer med at holde en festival, der varer i tre dage og indledes den 29. februar.
I år omfatter festivallen masser af parader, parties og luftballon-rejser med udgangspunkt i Anthony’s Ernie Rascon Memorial Park. Den typiske mad er mexikansk inspirerede enchiladas og tamales.
Ud over deltagelse i skudårs-festivallen kan man benytte et besøg i Anthony med en rundtur i El Paso regionen, der kendes fra utallige cowboy-film.
El Paso byder også på en stor inter-aktiv skattejagt og kigge på gamle vægmalerier i Los Morales.
Kildare i Irland
Mindre end en times kørsel fra den irske hovedstad Dublin ligger amtet Kildare, som er kendt for to ting. Den ene er et heste-væddeløb. Det andet er, at det var her, at skudårs-traditionen med, at kvinder må fri til mænd, blev opfundet.
Traditionen menes at stamme fra det femte århundrede, hvor Saint Brigid of Kildare klagede over, at ungmøer skulle vente så længe på, at mænd friede til dem.
Derfor fik hun den 29. februar erklæret som ”Ladies Privilege” dagen, hvor det var tilladt for kvinder at gå på knæ foran deres livs udkårne. Siden har denne skik spredt sig til hele Europa og til mange andre lande verden over.
I dag byder Kildare på mange flere muligheder for at udforske den irske mytologi med f.eks. gamle kirker, slotte og museer.
Med udgangspunkt i Kildare kan man også tage på en dagsrejse til f.eks. Cliffs of Moher eller Galway. Man skal selvfølgelig også besøge den irske hovedstad Dublin med sine mange pubber og irsk folkemusik her og der og allevegne.
Traben-Trarbach i Tyskland
I delstaten Rheinland-Pfalz nede i det sydvestlige Tyskland har man en gammel tradition, hvor forelskede drenge i løbet af natten til den 1. maj sætter et lille birketræ dekoreret med bånd foran husdøren hos den pige, de er forelskede i.
I skudår som i 2024 kan piger gøre det samme. Den tradition dyrkes især i den lille by Traben-Trarbach, der ellers glimrer med sine vinmarker og romantiske placering ved Mosel-floden.
Alternativt kan man tage på en guidet tur til Festung Ehrenbreitstein i Koblenz ved Mosel-floden. Festningen er optaget på UNESCO’s verdensarv-liste.
London i Storbritannien
Harry Craddock betragtes som cocktail-bartendernes konge. Mens han stod bar baren på Savoy Hotel i London, opfandt han flere berømte drinks som f.eks. White Lady”.
En af Craddocks kreationer dateres til den den 29. februar 1928 og serveres fortsat på det ikoniske hotel på denne særlige dato.
Den bittersøde cocktail består af gin, appelsin-likør, sød vermouth og lidt citronsaft. Den siges at være ansvarlig for flere frierier end nogen anden drink i verden.
Savoy Hotel ligger centralt i London og har fortsat sin berømte American Bar, der er den ældste overlevende cocktailbar i England.
Herfra er det nemt at tage ud i Londons West End med teatre, restauranter og shows. Man kan f.eks. også tage på en bustur fra Trafalgar Square med eftermiddags-te og gin-tema.
Grisetæer i Taiwan
Ældre kinesere på den uafhængige ø Taiwan er egentlig ikke vilde med den 29. februar. Sandsynligheden er nemlig, at flere af dem dør på netop denne dato.
For at modvirke denne kedelige trend tilbereder døtrene grisetæer og nudler til deres forældre. Denne ret siges at bringe godt helbred og lykke. Samtidig serveres nudlerne i deres fulde længde for at symbolisere lang levetid.
I den taiwanesiske by Taichung findes mange butikker, der sælger grisetæer med nudler. De ligger typisk i nærheden af templer-
Traditionen foreskriver, at skålen med denne særlige ret vendes på hovedet for at symbolisere, at lykken vender.
Taichung på Taiwans vestkyst er i det hele taget en smeltedigel af kulinariske og kulturelle oplevelser:
Om aftenen bør man f.eks. ikke snyde sig selv for natmarkedet Fengjia, mens man om dagen kan tage sig en cykeltur på den smukke HouFeng Bikeway eller et besøg i våd-områderne Gaomei. Her skal man kunne tage de bedste fotos ved solnedgang.
Paris i Frankrig
I år fejrer den franske hovedstad ikke kun, at den er værtsby for OL. Trendsettere i byen husker også at læse satire-avisen “La Bougie du Sapeur”, der kun udkommer én gang hvert fjerde år. Den 29. februar.
Avisens titel stammer fra en gammel fransk tegneserie-figur, der blev født den 29. februar. Ideen med verdens mest sjældne avis begyndte som en joke mellem to venner og er nu endt som et kulturelt fænomen i Paris.
Hvis man er færdig med at læse La Bougie du Sapeur, byder den franske hovedstad omkring den 1. marts som regel de første smukke forårstegn….
(Indledningsfoto til artiklen: Wikimedia)
Skriv et svar