(Opdateret) Mellemøstens største flyselskab – Emirates fra Dubai – begynder så småt at vende tilbage til normalen igen efter at have været mere eller mindre lukket ned siden marts.
Emirates går i første omgang i luften med bare ni destinationer. Inden Corona krisen fløj selskabets 257 maskiner i rute til 159 lufthavne verden over.
Det forsigtige comeback skyldes tre ting:
Emirates er ikke sikker på, at der er passagerer nok til alle de gamle ruter. Emirates må – som andre flyselskaber – vente på, at mange lande åbner deres grænser igen. Og Emirates vil sikre, at en række nye hygiejne-initiativer kan gennemføres i praksis på en fornuftig måde.
Emirates bliver på den måde en demo på, hvordan fremtidens luftfart kommer til at se ud – fra check-in til bagage-udlevering. De nye forholdsregler trådte i kraft i går torsdag.
Modsat de fleste andre flyselskaber har Emirates f.eks. sløjfet online check-in. Passagerer skal tjekke ind på gammeldags manér i lufthavnen, hvor de vil blive mødt med plexi-glas skjolde ind til personalet bag skranken.
Ved check-in får alle Emirates passagerer udleveret gratis hygiejne-sæt, der indeholder ansigts-maske, handsker, en flaske håndsprit og anti-bakterielle servietter.
Lufthavnen i Dubai kræver, at alle rejsende skal have masker og handsker på. Ombord på Emirates flyene er kun masken påkrævet.
Ved ankomst til lufthavnen i Dubai skal alle passagerer og personalet ombord gå igennem sluser, der må et sekund kan måle, om de pågældende har feber. Er temperaturen for høj, er der adgang forbudt.
Lufthavnen i Dubai har også indført fysiske afstands-markeringer på gulve og i vente-områder. Markeringerne vil man se både ved check-in, paskontrol, Security, i transit og ved gaten før ombord-stigning.
På selve flyene vil Emirates dog ikke garantere, at alle passagerer får et tomt sæde mellem sig og naboen. Det er ellers et princip, som flere andre flyselskaber vil indføre.
I april fik Emirates megen omtale, da selskabet begyndte at tilbyde hurtige blodprøver før flyafgang. De viste sig imidlertid ikke at være præcise nok – 30 procent var forkerte – så dem har Emirates droppet igen.
Passagerer, der bruger Dubai til mellem-landing før videre rejse, får også målt deres krops-temperatur via en termisk skanning, når de forlader flyet.
Lufthavns-personale klædt i beskyttelses-udstyr fra top til tå vil på sikker afstand lede disse transit-rejsende gennem lufthavnen. Et ekstra hygiejne-sæt udleveres ved gaten, inden passagererne stiger på deres næste fly.
Ved boarding vil Emirates rejsende opdage, at proceduren er vendt på hovedet. Fremover stiger de bagerste sæder i flyet først ombord. Det sker i små grupper ad gangen.
Stewardesser i de sædvanlige uniformer vil man ikke møde ved boarding. I stedet vil man blive hjulpet på vej af personale klædt i beskyttelses-dragter.
Emirates har ry for at levere excellent service på alle klasser i sine fly. Den må passagerer set bort fra i disse Corona-tider, hvor sikkerhed er vigtigere end komfort.
Passagerer må f.eks. ikke tage kabine-kufferter, poser eller større tasker med sig. De skal tjekkes ind og ender i flyets lastrum sammen med rejsekufferter og lignende. Kun små håndtasker, laptops og baby-ting vil blive accepteret i kabinen.
Som rejsende skal man huske at tage en egen kuglepen med hjemmefra. Emirates udleverer ikke længere en reklame-pen af hygiene-hensyn. Skriveren skal bruges til at udfylde de papirer og formularer om sundhed, som nogle lande kræver.
Magasiner, blade og aviser er bandlyst, og alle vil modtage deres kolde og varme måltider med steriliseret bestik i plastik-poser.
Udvalget af drikkevarer og måltider vil blive skåret ned i alle klasser. På business og første klasse har rejsende fortsat flere valg-muligheder, men ikke nær så mange som før Corona.
Den modsatte vej går det med kabine-personalet. De har fået et ekstra medlem – en såkaldt Cabin Service Assistant (CSA) – på alle flyvninger over halvanden time. CSA’en skal sørge for, at alle toiletter ombord rengøres for hver 45 minutter.
Efter landing vil hvert eneste Emirates fly gennemgå en grundig rengøring og des-inficering. Når flyet er retur i Dubai, vil hvert eneste crew medlem blive testet for COVID-19.
(Indledningsfoto til artiklen: Bilal El-Daou / Pixabay)
Skriv et svar