Det er ikke kun, når den ugentlige tilbuds-avis fra det lokale supermarked, bolig-butik eller elektronik-supermarked dropper ind ad brevsprækken eller pr. e-mail, at danskerne viser deres rigtige ”jeg”.
Det gør de også, når de er på udkig efter deres næste rejse og ferie. Her viser de sig som en forunderlig mix af vanedyr og tilbud-jægere.
Mere end hver fjerde dansker booker nemlig ferie til steder, de har været før. Eller de slår til med det samme, når der er særligt billige flybilletter og pakkerejser at få.
Det viser en ny analyse af danskernes rejsevaner, som den store hotel- og rejse-søgemaskine momondo har lavet blandt over 1.000 rejselystne fra vores lille land.
Undersøgelsen afslører – hvad der næppe er den store overraskelse – at det især er den ældre generation, der helst vender tilbage til feriemål, de kender i forvejen.
Til gengæld er småbørns-forældre dem, der går mest målrettet efter gode ferie-tilbud. Hvor rejsen går hen, er mindre vigtig. Bare der er varmt, gode faciliteteter til børnene – og der er billigt.
Ifølge momondo valgte 28 procent af danskerne deres seneste ferie-destination ud fra, at de havde været der før. Sikkert også, fordi de havde gode erfaringer fra det pågældende rejsemål.
For næsten lige så mange – 27 procent – var det et godt tilbud i form af f.eks. billige flybilletter eller charter- og pakkerejser, der gjorde udslaget.
Hver femte dansker bookede sin rejse, fordi venner, familie eller kolleger havde anbefalet at rejse dertil.
Dykker man lidt ned i momondos nye analyse, opdager man tydelige variationer i, hvordan de forskellige aldersgrupper køber ferierejser:
Hele 40 procent af de 56- til 65-årige vælger således destination ud fra, at de havde besøgt stedet og hotellet før. Det samme gælder kun for 18 procent hos de yngre mellem 18 og 22 år eller 23 til 35 år.
For de 23- til 35-årige – de kaldes ofte for ”millenials”, fordi de er født omkring årtusinde-skiftet – er en god pris derimod det vigtigste. Det siger 30 procent af aldersgruppen….
(Indledningsfoto til artiklen: Sai Kiran Anagani / Unsplash)
Skriv et svar