De fleste af os har nok opgivet at komme ud på en ferierejse til udlandet i år. Smittefaren fra Corona og rejserestriktioner i de fleste lande gør det næsten umuligt at komme afsted, medmindre man er vovemodig og parat til at tage risikoen.
Til gengæld planlægger mange for rejser i 2021. Så lang tid kan Corona pandemien da ikke vare ved, og måske dukker der snart en vaccine op, som gør os immune over for det ondartede virus.
Når vi så tager afsted næste år, bliver det med helt anderledes forventninger og krav til rejsen. Corona krisen har sat sine spor hos os alle og vil ændre den måde, vi tager til udlandet på.
Den store online portal Booking.com har identificeret ni hovedtrends, som vil præge rejser i 2021 og fremefter.
Trendsene har Booking.com fundet frem til via årlige ”Travel Prediction” rapport, hvor over 20.000 mennesker fra 28 lande – deriblandt Danmark – er blevet interviewet om deres holdning til rejser i fremtiden.
Over halvdelen – mere præcist 53 procent – svarer,at de ikke vil være trygge ved at rejse, før der er kommet en vaccine eller en effektiv behandling mod Corona.
Sikkerhed er det vigtigste i det hele taget. 79 procent af de rejsende vil tage flere forholdsregler på grund af Corona. De forventer samtidig, at rejsebranchen gør det samme og hjælper dem med at tilpasse sig til den nye virkelighed.
Næsten lige så vigtigt er miljø og klima blevet. 69 procent ser frem til, at flyselskaber, hoteller, lufthavne og rejsebureauer tilbyder flere bæredygtige rejser i fremtiden.
Under Corona krisen har mange fundet en ny glæde ved oplevelser tættere på deres hjem. Den trend vil fortsætte ind i 2021, uden at den dog helt afløser udlængsel og kærlighed til det fjerne.
Samtidig bliver grænsen mellem arbejde og rejser mere sløret i fremtiden. Den digitale nomade bliver mere udbredt. Ham eller hende, der har sin laptop med overalt. De arbejder fra, hvor de lige er i verden.
Forbrugerne vil også stille flere krav til indholdet af deres rejser. Bare slappe af ved poolen eller i strandbaren er ikke længere nok. Vi vil have mere værdi af vores rejser og ferier.
Endelig siger 95 procent af de adspurgte, at de leder efter inspiration til ferie på internet. Selvom de ikke kan rejse lige nu, drømmer de sig væk. De søger underholdning og inspiration til ferie i en tid med nedlukninger og restriktioner.
Booking.com forventer derfor, at innovation bliver et nøgle-ord for rejsebranchen i fremtiden. Der skal handles hurtigere, hvis den vil følge med i de rejsendes forventninger og ændrede adfærd.
Her er overskrifterne på de ni hovedtrends, som Booking.com har fundet frem til for rejser i de kommende år:
- Udlængslen er der stadig
- Valuta for pengene
- En ny slags turister
- Vi drømmer os væk
- Sikkerhed er vigtig
- Større miljø-bevidsthed
- Farvel til de gamle arbejdstider
- De små glæder
- Teknologien får større magt
Den omfattende undersøgelse fra Booking.com viser bl.a, at lokale rejser er rykket langt mere i forgrunden end tidligere.
Næsten halvdelen – 47 procent – siger således, at de også fremover vil rejse i eget land. I hvert fald i de næste syv til 12 måneder.
43 procent vil udforske nye rejsemål, som de aldrig før har besøgt i deres eget land. 46 procent søger natur-oplevelser i deres nærhed.
Overordnet set betyder det, at ”roadtrips” vil blive endnu mere populære end allerede denne sommer. Vi vil køre til ellers glemte lokale perler og støtte vores egen rejsebranche. Vi vil gerne være stolte over vores lands historie og skønhed.
!!! I de kommende dage vil Trends & Travel i en række separate artikler dykke dybere ned i den nye undersøgelse for at fiske flere spændende informationer frem om vores rejser i de kommende år…..
(Indledningsfoto til artiklen: DarkMoonArt / Pixabay)
Skriv et svar