Knap er vinter-sæsonen indledt, før SAS afslører sine planer for forårs-sæsonen, der åbner i april næste år.
De nye ruter betyder bl.a, at danske rejsende kan flyve direkte fra København til Bari i Italien, Tivat i Montenegro, Rhodos i Grækenland og Zadar i Kroatien.
Samtidig vil SAS åbne to nye direkte ruter fra Aarhus til Alicante i Spanien og Chania i Grækenland. Billetterne kan bookes fra i dag den 30. september, og flyvningerne afvikles mellem april og oktober 2020.
Eksisterende ruter til populære og vigtige rejsemål bliver forlænget, mens rutenetværket udvides med 14 direkte ruter fra Skandinavien. Heriblandt er fem helt nye destinationer for SAS.
De tre sommer-nyheder fra København er blandt de nye. De ligger alle ved Adriaterhavet i henholdsvis Italien og på Balkan.
Flere nyheder fra den danske hovedstad er ruter til Rhodos i Grækenland og Haugesund i Norge. Derudover øger SAS antallet af afgange fra København til Hannover og Reykjavik. Ruten fra København til St. Petersborg i Rusland genoptages og flyves i sommerperioden.
SAS opjusterer også i Aarhus, hvor det samlede udbud af sæder øges med over 15 procent:
Interessen i det østjyske for Sydeuropa vokser fortsat, og SAS åbner derfors ommerruter fra Aarhus til Alicante i Spanien og Chania på Kreta i Grækenland, mens antallet af afgange til spanske Malaga og Palma de Mallorca mere end tredobles.
Desuden indsætter SAS flere daglige afgange mellem Aarhus og Stockholm samt Aalborg og Oslo.
Samtidig styrkes indenrigstrafikken i Danmark med en højere frekvens af flyvninger fra København til Aarhus og Aalborg. Fra næste sommer vil der være henholdsvis 46 og 55 ugentlige afgange mellem byerne.
Mange af de nævnte ruter flyves med SAS’ nye Airbus A320neo maskiner, der hører til markedets mest støjsvage og brændstofeffektive fly. De reducerer CO₂-udledningen med op til 18 procent og støjniveauet med 50 procent.
Frem til 2023 modtager SAS i alt 80 Airbus A320neo til aflysning af flyselskabets aldrende Boeing 737 maskiner. Det svarer til ét nyt fly om måneden.
Skriv et svar