Som ventet følger SAS nu i slipstrømmen på adskillige andre nordiske flyselskaber og dropper kravet om mundbind i flyene fra på mandag den 18. oktober.
SAS bliver dermed det første af de vigtige internationale flyselskaber, der gør det. Et skridt, som uden tvivl vil blive drøftet på chefkontorerne i andre selskaber og hos myndigheder i en række lande, der ligesom Danmark er i gang med at lempe på Corona restriktionerne.
Ligesom hos de mindre flyselskaber Norwegian, DAT, Flyr og Widerøe gælder SAS’ nye regler for mundbind kun for en del af ruterne og afgangene. Nemlig dem, der er indenrigs eller foregår mellem de nordiske lande.
”Vi har besluttet os at tage skridtet efter generelle anbefalinger fra myndigheder i Skandinavien,” siger SAS til det tyske medie ”Aero Telegraph.”
På flyrejser til og fra lande i resten af verden – og det vil først og fremmest være Europa – gælder EU’s maskekrav stadig. Det samme gælder i lufthavne.
Det næste spørgsmål bliver så, om lufthavnene i Skandinavien også er på vej til at droppe deres maskekrav.
I går skete det i Oslo Lufthavn. Sundheds-myndighedere i Ullensaker Kommune, hvor Norges største lufthavn ligger, besluttede at ophæve mundbinds-kravet med øjeblikkelig virkning. Altså ikke først på mandag, hvor flyselskaberne gør det.
Ifølge det norske medie ”Flysmart24” siger kommunen, at mundbind er blevet afskaffet stort set overalt i Norge. Så kan lufthavnen ikke holdes udenfor.
I Københavns Lufthavn følger man situationens udvikling, men har ikke nogen umiddelbare planer om at afskaffe mundbind.
Danmarks største lufthavn følger reglerne fra EU’s flysikkerheds-myndighed EASA og er i løbende kontakt med Trafikministeriet ómkring eventuelle ændringer.
Københavns Lufthavns presse-ansvarlige siger til ”Trends & Travel” siger, at et drop af mundbind på nogle ruter og ikke på andre vil skabe uoverskuelige logistik problemer:
”Når folk går rundt i en travl lufthavn som i disse dage med efterårsferie, kan vi jo ikke se, om de skal rejse til Sverige og Norge, eller om de er på vej til Middelhavet for at slikke solskin,” forklarer hun….
(Indledningsfoto til artiklen: Nicolas Nezzo / SAS)
Skriv et svar