SAS har det med at gå fra den ene yderlighed til den anden på kun få timer. Presset af Corona pandemien og den koldbøtte af ændrede rejseplaner og grænse-lukninger, der fulgte i slipstrømmen.
I går måtte SAS således melde ud, at selskabet har fyret næsten 1.600 medarbejdere alene i Danmark. Piloter, kabine-ansatte, mekanikere og service-personale på jorden.
I dag meddeler SAS, at selskabet får en finans-indsprøjtning på 12 milliarder svenske kroner – ca. 8,6 milliarder danske. Afsendere er den danske og svenske regering samt den tredje storaktionær – den svenske Wallenberg stiftelsen.
De 12 milliarder kroner skal fungere som frisk aktie-kapital, så SAS igen har penge i kassen til at klare sig igennem post-corona-krisen. SAS regner således ikke med at være tilbage i 100 procent topform før om halvandet eller to år.
Den nye dansk-svenske nødhjælp til SAS kan godt minde om den, konkollegerne i Lufthansa fik på plads lige før weekenden.
Aftalen skal således godkendes ved en ekstra-ordinær generalforsamling, ligesom EU-Kommissionen skal give sit ok.
Ligesom Lufthansa skal SAS yde noget til gengæld for at få pengene. SAS skal på slankekur. Omkostningerne skal sænkes markant, og 5.000 ansatte afskediges. De 1.593 fyringer i Danmark i går er en del af effektivitets-kuren.
Spørgsmålet bliver så, om EU’s konkurrence-falke omkring Margrethe Vestager vil stille egne betingelser for at acceptere den øgede statsstøtte til SAS.
Efter at Norwegian har skåret voldsomt ned, har SAS en lige så dominerende position i de store skandinaviske lufthavne som Lufthansa i Tyskland.
For at godkende den tyske aftale måtte Lufthansa afgive 24 ”slots” – start- og landings-tilladelser – Frankfurt og München. Andre flyselskaber kan nu komme ind og konkurrere stærkere med Lufthansa.
Finansminister Nicolai Wammen forklarer i en pressemeddelelse i dag, hvorfor den danske regering vil bidrage med seks milliarder svenske kroner i genopbygningen af SAS:
”SAS er afgørende for både Skandinaviens og Danmarks internationale tilgængelighed, dansk eksport og erhvervsliv samt danske arbejdspladser,” siger Wammen.
” Jeg er glad for, at regeringen sammen med alle Folketingets partier har valgt at bidrage til rekapitaliseringen af SAS. Dermed vil der være et stærkt grundlag for, at SAS også fremadrettet er på vingerne,” fortsætter han.
(Indledningsfoto til artiklen:SAS)
Skriv et svar