Som alle andre større flyselskaber er SAS fortsat hårdt ramt af Corona krisen. Så hjælper det ikke at millioner af mennesker er blevet vaccineret i de senere måneder. Samtidig er der nemlig kommet mange nye Corona tilfælde, og de fleste lande opretholder skrappe rejse-restriktioner.
Resultatet er, at SAS fik et underskud på 4,3 milliarder svenske kroner i perioden fra november til april. Det er ca. 3,1 milliarder danske kroner. I det seneste kvartal alene var de røde tal på 1,7 mia. danske kroner.
I det seneste halve år faldt flyselskabets omsætning med over to-tredjedele. Fra 14,9 milliarder svenske kroner for et år siden til nu 4,2 milliarder.
Målt på passagertal havde SAS godt 2,4 millioner færre gæster ombord. I februar, marts og april fløj 140.000 færre med SAS end i kvartalet forud.
Det viser SAS’ nyeste regnskabstal, der blev offentliggjort her til morgen.
Heldigt for SAS er, at man har tålmodige ejere. I går kom det således frem, at Danmark og Sverige hver vil låne flyselskabet en milliard danske kroner for at komme over den lange Corona krise. SAS’ øvrige aktionærer skyder et tilsvarende beløb ind.
SAS fortæller, at kunderne har ændret indkøbs-mønstre under Corona:
Mange vælger i dag at booke billet i sidste øjeblik, hvilket gør det svært for flyselskabet at forudse behovet og planlægge sine afgange og flystørrelser på ruterne.
Det vigtigste for flyselskaberne i øjeblikket er dog, at rejse-restriktioner lempes. Det kan ikke ske hurtigt nok, men er afhængig af infektioner og vaccinationer verden over.
SAS forventer dog, at markedet bedres i de kommende måneder, når flere ferie-hungrende mennesker får lov til at rejse udenlands igen.
Samtidig erkender SAS, at konkurrencen øges i luften. Ikke mindst i Norge, hvor flere nye flyselskaber har meldt deres ankomst….
(Indledningsfoto til artiklen: Ramboldheiner / Pixabay)
Skriv et svar