Her til aften gen-åbnede SAS en af sine legendariske og historiske flyruter fra København (CPH) efter 10 års pause.
Det er ruten til Bangkok (BKK) i Thailand, som SAS fløj første gang for næsten 75 år siden.
SAS’ store Airbus A350-900 fly (SK973) lettede fra Kastrup klokken 23:30 i aftes. Det lander efter planen klokken 17:05 lokal tid i Thailands hovedstad.
I praksis tager non-stop ruten i dag 10 timer og 30 minutter. Da SAS åbnede ruten for første gang i 1949, tog den 36 timer.
Dengang var der fem mellemlandinger undervejs – nemlig i Zürich, Rom, Damaskus, Karachi og Calcutta.
SAS flyver Bangkok-ruten med store Airbus A350-900 maskiner, der har plads til 300 passagerer i de tre rejseklasser Business, SAS Plus og SAS Go. Hver uge er der tre afgange hver vej.
København-Bangkok indgår i SAS’ ny-åbnede program for vintersæsonen 2023/24. Der er tale om en natflyvning, der giver smidige forbindelser til at flyve videre fra København til andre skandinaviske og europæiske destinationer.
Som en del af det nye vinterprogram vil SAS også fortsætte sine tre ugentlige flyvninger til Tokyo Haneda i Japan og Shanghai i Kina.
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)
Skriv et svar