Omsætning og passagertal stiger, men SAS flyver fortsat med underskud på bundlinien.
Det viser de nye regnskabstal for det seneste kvartal og halve år, som det skandinaviske flyselskab offentliggjorde her til morgen.
I perioden fra februar til april 2024 kom SAS ud med en omsætning på lige knap 10 milliarder svenske kroner eller ca.6,5 mia. danske. Det er en milliard kroner bedre end i samme periode for et år siden.
Samtidig fløj SAS ind i et netto-underskud på 2,9 milliarder svenske kroner eller ca. 1,9 mia. danske. Det er næsten en fordobling i forhold til februar, marts og april i 2023.
Kigger man på tallene for det seneste halve år – fra november til april – tabte SAS knap 4,4 milliarder svenske kroner eller omkring 2,8 mia. danske.
I samme tidsrum omsatte SAS får 18,9 milliarder svenske kroner eller ca. 12,2 mia. danske. Det er en stigning på godt 12 procent.
10,6 millioner passagerer købte billet hos SAS i de seneste seks måneder. Det er 7,3 procent flere end i samme tidsrum for et år siden.
Flyselskabet er nu lettet ind i sommer-fartplanen, hvor SAS’ fly starter og lander i 130 lufthavne i 40 lande i Europa, Nordamerika og Asien.
Forberedelserne er også begyndt til den næste vinter-sæson, der begynder i slutningen af oktober. Her kan SAS allerede nu mærke en stigning i antallet af europæere, som vil rejse til det nordlige Skandinavien.
Fra 1. september skifter SAS partnerskab fra Star Alliance til Skyteam, hvilket især flyselskabets mange Eurobonus medlemmer vil mærke. SAS regner med, at overgangen kan foregå gnidningsfrit og kundernes opsparede point kan følge med over uden problemer.
SAS afventer i øjeblikket den svenske stats og EU’s godkendelses-plan for flyselskabets økonomiske fremtid. Amerikanerne sagde ok i marts.
SAS venter samtidig at komme helt ud af den konkurs-beskyttelse – betalings-standsning – som selskabet har befundet sig i siden 2022.
Når alle disse ting er på plads, vil SAS have en ny ejerkreds, der har investeret omkring 8,5 milliarder danske kroner i selskabets fremtid.
Den danske stat er en af de fire hoved-aktionærer. De øvrige er flyselskaberne Air France-KLM, den amerikanske kapitalfond Castlelake og den danske erhvervsmand Henrik Lind….
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar