Det var åbenbart en enlig svale, da SAS for en måned siden kunne prale med, at man for første gang siden 2019 fløj med overskud igen. Det var i perioden fra maj til og med juni.
Nu er den nemlig gal igen med forretningen. I august fik SAS nemlig et underskud på 638 millioner svenske kroner eller ca. 406 mio. danske.
Underskuddet forklares bl.a. med stigning på 30 procent i brændstof-priser og den svage svenske valuta, som SAS benytter som sin basis.
August plejer ellers at være en af årets gode for flyselskaber, fordi mange lande holder deres sommerferier i den måned.
Siden november sidste år har SAS haft et samlet underskud på 4,4 milliarder svenske kroner eller ca. 2,8 mia. danske.
Man kan håbe, at de nye tal ikke påvirker SAS’ forhandlinger med nye investorer, hvor tidsfristen for tilbud udløber i dag.
Målet er at rejse 9,5 milliarder svenske kroner i ny kapital, så flyselskabet kan fortsætte sin normale drift.
SAS ventes at offentliggøre resultatet af disse forhandlinger senere på ugen, så flyselskabet omsider kan slippe ud af sin betalings-standsning.
Den danske stat har på forhånd tilkendegivet, at man godt vil hæve sit ejerskab af SAS fra i øjeblikket 20 til fremtidig 29 procent.
Den anden store investor er finans-selskabet Apollo, der har hjulpet SAS igennem betalings-standsningen ved at yde lån….
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar