SAS ser ud til at flyve ind i den ene modvind efter den anden, og den næste kunne sagtens ende med at blive et decideret stormvejr for flyselskabets kriseramte økonomi.
I går brød lønforhandlingerne mellem SAS og selskabets piloter sammen kun to dage før, at den nuværende overenskomst udløber ved udgangen af marts.
Piloternes forhandlere siger, at SAS’ krav om lønnedgang, ekstra arbejdstid og ændringer af arbejds-vilkår er så skrappe, at der ingen chance er for en enighed. Piloterne forlod derfor forhandlingerne allerede efter første mødedag.
SAS har sværere end de fleste andre flyselskaber at komme på benene igen efter Corona pandemien. Selskabet sidder i dyb gæld og vil have brug for yderligere milliarder fra sine storaktionærer som f.eks. den danske stat for at overleve på længere sigt.
I slutningen af februar præsenterede SAS derfor redningsplanen ”SAS Forward”. Den indeholder besparelser på 7,5 milliarder svenske kroner – ca. 5,7 mia. danske – som bl.a. skal hentes ved at slanke SAS koncernens organisation og spare kraftigt på udgifter til personale og fly.
Allerede for et år siden forhandlede SAS og piloterne om effektivitets-forbedringer på 20 procent, men dem kunne man ikke blive enige. Nu er SAS’ økonomiske situation endnu værre, og nye forhandlinger starter dårligt.
Spørgsmålet er, om uenigheden ender i en strejke, der kan blive katastrofal for SAS. En kortvarig strejke for nylig hos SAS’ ground handling personale i Københavns Lufthavn kostede selskabet mange penge og endnu mere i image.
Hvad vil en omfattende pilotstrejke så først betyde i et marked, hvor konkurrencen mellem flyselskaberne øges dag for dag og nu efterhånden er lige så stærk som før Corona?
SAS’ topledelse reagerede i aftes med en usædvanlig klar og kraftig udmelding:
”Ved at udvandre fra forhandlingerne allerede efter andendagen sætter piloterne hele SAS’ liv på spil inklusive jobs til tusinder af kolleger.”
”SAS er i mere alvorlig situation end nogensinde før. Vi skylder vores långivere, kunder, ansatte og ejere – heriblandt de danske og svenske skatteydere – at sikre en plads til SAS i fremtiden. Vi kan kun gøre det ved at fortsætte med en plan, der sikrer et mere konkurrence-dygtigt flyselskab.”
Det er almindeligt kendt, at SAS piloter har nogle af de bedste kontrakter i europæisk luftfart – og dem vil de naturligvis forsvare med næb og kløer.
SAS har bl.a. forsøgt at bløde op i sine omkostninger ved at dele sig selv op i tre separate flyselskaber, hvor kun de høje lønninger bibeholdes i ”kerne-SAS” med de lange ruter. I de to andre divisioner til regionale og europæiske ruter skal udgifterne være lavere.
De lange ruter til f.eks. Amerika og Asien, som er SAS’ mest lukrative, har dog ladet vente på sig med en comeback.
Derfor må SAS også spare her – bl.a. ved at indsætte mindre flytyper som selskabets nye Airbus A321LR og udfase de større Airbus A350 maskiner.
Midt i diskussionerne om penge og overenskomster har SAS hyret en ny finansdirektør (CFO). Han blev præsenteret her til formiddag.
Der er tale om finnen Erno Hildén, som tidligere har arbejdet i tilsvarende topstillinger hos Finnair og Saudia Airlines….
(Indledningsfoto til artiklen: Johan Widen 69 / Pixabay)
Skriv et svar