(Opdateret) Rygterne gik allerede om det mandag, da piloterne gik i strejke, men da afviste SAS. Her til morgen blev det dog til en realitet:
SAS har indgivet en ansøgning om konkurs-beskyttelse ved en domstol i New York. Det er en finansiel manøvre, der er udbredt i USA, og kaldes for Chapter 11.
Manøvren kan groft sagt sammenlignes med den danske betalings-standsning af et selskab. Her beskyttes selskabet mod, at en kreditor kan forlange sine penge og erklære det konkurs, mens selskabet forsøger at komme på fode igen.
Chapter 11 ansøgningen afslører, i hvor truende en økonomisk situation pilotstrejken sætter det skandinaviske flyselskab. Analytikere vurderer, at strejken koster SAS omkring 70 millioner kroner om dagen.
Samtidig holder alle op med at booke billetter, så SAS mister omsætning og skal betale kompensation til passagerer, der er kommet i knibe med aflyste afgange.
I en pressemeddelelse her til morgen udtaler SAS ordret:
“Formålet med ansøgningen er at fremskynde transformationen af SAS ved at implementere vigtige elementer i SAS FORWARD-planen. Disse trin er i overensstemmelse med SAS’ meddelelse den 31. maj 2022 om at SAS FORWARD involverer komplekse forhandlinger med flere parter, og at virksomheden muligvis vil forsøge at anvende en eller flere retslige omstruktureringsprocedurer designet til at bistå med håndteringen af SAS’ økonomiske vanskeligheder og hjælpe med at fremskynde implementeringen af SAS FORWARD.”
I praksis betyder det, at SAS kan få saneret sin gæld i de næste ni til 12 år og bagefter få tilført ny kapital, hvis der altså findes nye investorer. Undervejs kan flyselskabets drift fortsætte som normalt. SAS flyver, så vidt det nu er muligt, med 1.000 manglende piloter, der strejker.
I Chapter 11 processen vil SAS lave nye aftaler med partnere, omstrukturere sin gæld og formentlig skære ned i sin flåde af fly. Man kunne således forestille sig, at SAS vil forsøge at komme af med nogle af sine store og dyre Airbus A350 fly, som flyselskabet har svært ved at fylde med passagerer.
Chapter 11 betyder dog også, at SAS vil fortsætte med at betale lokale regninger som normalt. De nye aftaler skal laves med SAS’ største og vigtigste kreditorer .
SAS’ bestyrelses-formand Carsten Dilling siger, at Chapter 11 er en nødvendig proces for at sikre fremtiden:
“Vi har arbejdet tæt sammen med SAS’ ledelse for at drive SAS FORWARD fremad. Som del af denne proces har SAS også forberedt sig på muligheden for at bruge retslige omstruktureringsprocedurer for at adressere selskabets økonomiske situation. Den igangværende strejke udgør en væsentlig udfordring i forhold til at lykkes med vores transformation. I den forbindelse har bestyrelsen konkluderet, at juridiske redskaber er nødvendige for at gøre fremskridt i vores igangværende forhandlinger med vigtige interessenter, og i sidste ende at lykkes med at gøre SAS til en konkurrencedygtig og finansielt stærk virksomhed.”
SAS’ topchef Anko van der Werff var usædvanlig direkte og udiplomatisk, da han som den første kom ud fra strejke-forhandlingerne med piloterne i går. Han lagde skylden for SAS’ farlige i situation direkte på piloterne.
Van der Werff har prøvet Chapter 11 før. Inden han kom til SAS for knap et år siden, kom han direkte fra en tilsvarende proces hos flyselskabet Avianca i Sydamerika:
“I løbet af de sidste mange måneder har vi arbejdet hårdt på at forbedre vores omkostningsstruktur og forbedre vores balance. Vi gør fremskridt, men der er stadig meget arbejde foran os, og den igangværende strejke har gjort en allerede udfordrende situation endnu hårdere. Chapter 11-processen giver os juridiske redskaber til at fremskynde vores transformation, samtidig med at vi kan fortsætte med at drive forretningen som normalt,” forklarer Anko van der Werff.
“Vi vil fortsætte med at bygge det rutenetværk, samt de produkter og services, som vores kunder forventer, og det vil vi fortsætte med i hele denne proces og efterpå. Jeg er overbevist om, at denne proces vil gøre os i stand til at blive et endnu bedre luftfartsselskab for vores kunder og en stærkere forretningspartner i de kommende år. At blive et mere konkurrencedygtigt luftfartsselskab vil kræve en indsats fra hele teamet og byrdefordeling mellem alle interessenter. Vi opfordrer SAS Scandinavias pilotfagforeninger til at afslutte deres strejke og deltage konstruktivt som en del af denne proces,” fortsætter van der Werff….
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar