(Opdateret) I sidste øjeblik, inden det for alvor ville gå galt, er SAS og selskabets norske kabine-ansatte her til morgen blevet enige om en ny løn-aftale.
Hvis ikke det var sket i løbet i dag, ville strejken have bredt sig kraftigt fra onsdag morgen.
Her ville de norske fagforbund NKF og SNK have udvidet arbejds-nedlæggelsen fra 115 til 550 medlemmer.
Det ville så også have betydet, at strejken ikke kun ramte en del af SAS’ flyafgange på norske afgange, men alle selskabets fly til og fra Norge og måske også berøre andre dele af flyselskabets internationale netværk.
De gener slipper SAS’ passagerer nu for. Samtidig lover flyselskabet, at det normale trafik-program vil blive genoptaget så hurtigt som muligt inden onsdag.
De kabine-ansatte nåede at strejke i fire dage, inden den norske forligsmand fik de to parter til at enes natten til i dag.
Kabine-folkene var utilfredse med både deres løn og arbejdsvilkår. Angiveligt tjente de mellem 15 og 30 procent mindre end deres kolleger hos Norwegian.
”Jeg er meget glad for at kunne fortælle, at vi nu er nået til enighed med fagforeningerne. Endelig kan vi genoptage normal drift og flyve vores kunder til deres ønskede destinationer,” siger Kjetil Håbjørg. Han er chef for SAS i Norge og Chief Service Officer i SAS.
Inden aftalen faldt på plads, havde SAS aflyst 32 flyvninger i dag tirsdag. Mandag kunne 40 flyafgange ikke gennemføres på grund af strejken.
Lederen af det norske LO Jørn Eggum er også tilfreds:
Han siger til det norske online-medie E24.no, at de kabine-ansatte har fået indfriet alle deres lønkrav, så de nu får 30.000 norske kroner mere om året. Dertil kommer et tillæg på 18.000 kroner.
Inden den nye aftalte tjente norske kabine-ansatte hos SAS mindst 327.300 norske kroner om året. Det svarer til ca. 211.500 danske.
Ifølge Eggum har kabine-folkene også fået bedre arbejdsforhold med bl.a. ordnede spisepauser og dobbelt så mange fridag i weekender som nu….
(Indledningsfoto til artiklen: Nicolas Nezzo / Unsplash)
Skriv et svar