Med SAS’ nye ejerskabs-struktur har det længe været en kendsgerning, at det skandinaviske flyselskab også skifter samarbejds-aftale og alliance.
Fra den 1. september flyver SAS bort fra Star Alliance, som selskabet var med til at stifte for 27 år siden. Dengang sammen med bl.a. Lufthansa, Swiss, Thai Airways og United Airlines.
Star Alliance erstattes i stedet med Skyteam, hvis mest kendte medlemmer er KLM, Air France og Delta Airlines.
Netop de to førstnævnte er blandt SAS’ nye ejere med en aktie-andel på 19 procent, hvilket naturligt nok medfører et tættere samarbejde om flyruter og billetter.
Indtil den 31. august vil SAS-kunder fortsat kunne udnytte ”code sharing” med Star Alliance’ øvrige medlemmer. Det vil sige, at man kan nøjes med en enkelt billet til at rejse med flere flyselskaber.
Senest den 1. september må SAS-brugere vænne sig til andre flyselskaber, hvoraf mange betjener de stort set samme ruter.
Desuden har SkyTeam medlemmer som KLM, Air France og Virgin Atlantic særligt gode flyforbindelser til Afrika, Asien, Sydamerika og Karibien.
SAS oplyser, at man arbejder hårdt på, at selskabets EuroBonus medlemmer kan fortsætte med at have alle de nuværende fordele. Det vil for det første være optjening af bonus-point ved rejser og lounge-adgang i lufthavne.
SAS’ bonus-program vil også fortsat hedde EuroBonus efter alliance-skiftet, men SAS nævner ikke, om alle nuværende point kan overføres direkte til SkyTeam.
Tilsyneladende er alle detaljer ikke faldet helt på plads med SkyTeams 19 flyselskaber, og de forhandlinger er fortsat i gang. I alt flyver SkyTeam til 1.060 destinationer verden over.
Det er dog nok en god idé at begynde at overveje at bestille et medlemskab hos SkyTeam allerede nu, så man er klar til overgangen i god tid.
Tæt på til den 1. september vil der være kødannelse og sikkert længere ventetid på at få sit nye bonus-medlemskab og -kort….
(Indledningsfoto til artiklen: Beckett P / Unsplash)
Skriv et svar