Hvis man kører en tur ned bag Hovedbanegården i København og langs Kalvebod Brygge eller tager ud i Ørestaden, vil man hurtigt opdage, at der ligger flere lavpris-hoteller end nogensinde før.
Netop det såkaldte ”economy segment” er det hurtigst voksende i den europæiske hotel-verden. Et faktum, som Nordens og Danmarks største hotelkæde naturligvis ikke kan negligere.
Som svar lancerer Scandic Hotels nu sit nye Go-brand. Det første hotel åbner i begyndelsen af september i Stockholm, men det er planen, at Go konceptet skal udvides meget hurtigt.
Scandics mål er at gøre Go til det største lavpris-mærke i Norden, og Danmark får naturligvis også sin portion af Go hotellerne. Samtidig vil Scandic også rulle Go ud længere nede i Europa.
Selvom der allerede findes flere kæder med Economy hoteller i Danmark – lad mig bare nævne eksempler som Zleep, Wakeup eller Cabinn – udgør segmentet kun fem procent af det totale hotelmarked i Norden.
Derfor ser Scandic gode ekspansions-muligheder for Go i vores del af verden. Især, når man sammenligner med, at lavpris-hotellerne sidder på 15 procent af markedet i resten af Europa.
Kendetegnet for de nye Scandic Go hoteller skal være, at de ligger på centrale adresser i større byer. Af den grund kan Scandic både bygge helt nyt, købe andre hoteller op eller ændre konceptet på eksisterende Scandic hoteller.
Det første Go, der åbner til efteråret, er netop et eksempel på, at et eksisterende Scandic hotel ombygges til det nye koncept. Det ligger i Upplandsgatan i det centrale Stockholm.
Når prisen pr. overnatning skal holdes nede, må der nødvendigvis skæres andre steder. Go hoteller får altså ikke samme udvalg af services og faciliteter som på et ”normalt” Scandic hotel.
Man skal f.eks. ikke kigge efter fitness- eller konference-centre i Go hotellerne. De får heller ikke en full-service restaurant.
I stedet må gæsterne nøjes med et begrænset udvalg af måltider og drikkevarer, ligesom der selvfølgelig vil være adgang til en god morgenmad.
Værelserne på et Scandic Go vil også være mindre end på et full-service hotel. Desuden bliver der færre fællesrum, store lounges og barer.
Med sine 270 hoteller har Scandic-kæden allerede et bredt udbud af hoteller i de mellemste og lidt dyrere klasser.
Go konceptet skal gerne øge med adresser i omkring 50 forskellige byer og tilføre mellem 1.000 og 1.500 ekstra værelser om året.
Selve Go ideen er i øvrigt ikke helt ny. Scandic præsenterede konceptet første gang i 2020, men måtte sætte projektet på pause på grund af Corona pandemien….
(Indledningsfoto til artiklen: Scandic Hotels)
Skriv et svar