For nylig introducerede Scandlines den første store færge med ren eldrift på sin Rødby-Puttgarden rute. Den er dog kun beregnet til fragt-sejladser.
Nu følger Scandlines så op med at elektrificere to af sine hybrid-færger på Femern-forbindelsen fra Rødby til Puttgarden.
Det betyder også, at almindelige bilister kan prøve at rejse helt elektrisk mellem Danmark og Tyskland. Også, selvom de ikke selv kører i elbil.
De nye emissions-frie færger går i drift i 2024. De vil være et vigtigt skridt i Scandlines mål om at gøre den populære Rødby-Puttgarden rute helt grøn senest i 2030.
De to færger bliver ombygget til ”plug-in”, så de kan lade grøn strøm i havnene i både Rødby og Puttgarden:
Opladningen tager bare 12 minutter, og på den tid fyldes batterierne op med mindst 80 procent af den energi, der bruges til en overfart.
Siden 2013 har Scandlines investeret tæt på tre milliarder kroner i mere klima-rigtig teknologi:
Det har f.eks. været med nye hybrid-færger til Gedser-Rostock, rotor-sejl og nye center-propelblade på flere af sine færger-
Ombygningen af de to færger ventes at koste 230 millioner kroner. Bagefter har de batteri-systemer på 10 MWh ombord og solpaneler til at assistere med ekstra strøm. Færgerne har en service-fart på 18,5 knob.
Det tyske transport-ministerium støtter Scandlines initiativ med op til 40 procent af omkostningerne for at gøre kystfartøjer mere bæredygtige.
Scandlines venter, at den første af de nye elektriske færger kan gå i drift på Rødby-Puttgarden i slutningen af 2024. Færge nummer to skal så kunne sættes i stikkontakten fra 2025….
(Indledningsfoto: Matthias Tasler / Scandlines)
Skriv et svar