Langt de fleste krydstogt-gæster vælger at rejse med de store skibe, der dækker hele spektret.
De har plads til både unge og gamle, rige og mindre rige, familier og børn. Alt sammen i enormt store rammer med senge til flere tusinde og sørejser til fornuftige priser.
I går fik København besøg af et krydstogtskib af en helt anderledes kaliber. Det var det splinternye MSC Explora I, der hører til kategorien af luksusskibe.
Besøget i København var samtidig startskuddet for Explora I’s første krydstogt med betalende passagerer ombord.
Togtet varer en uge og går til Island med ophold på bl.a. Orkney- og Shetlands-øerne undervejs. Senere vender Explora I tilbage til den danske hovedstad, hvorfra skibet regelmæssigt vil tage på krydstogt til de norske fjorde.
Den store schweizisk-italienske MSC koncern er verdens største rederi. Det har overhalet danske Mærsk i container-skibe, men har også 18 krydstogtskibe på alverdens have.
MSC har lige nu to meget forskellige skibe som hyppige gæster i København. Begge er helt nye.
Det ene er MSC Euribia, der er en sejlende kæmpe med plads til 6.300 passagerer. Euribia henvender sig til det brede publikum og har derfor både et stort vandland, et teater med 950 pladser og store legecentre til børn i forskellige aldre.
Det endnu nyere Explora I er helt anderledes. Her er der kun plads til 900 passagerer, som alle har masser af plads. Alle 416 kahytter er på skibets yderside med egen balkon.
Interiør og materialer udstråler diskret luksus. Masser af marmor og ædle træsorter. Både i kabinerne og på fælles-arealer, restauranter, barer og i det store spa-område. Farverne er overalt holdt i hvidt, gråt, sort og mørkegråt. Ikke noget med grelle kulører her.
Børn er velkomne, men der kommer næppe mange af dem. Legeområdet er lille og vil hurtigt skuffe en aktiv lille størrelse. Et vandland med rutsjebaner er der heller ikke at fornøje sig med.
Hvor de store flydende byer typisk har passagerer i mange aldre – og med en statistisk overvægt af pensionister – ser Explora I ud til at få et noget yngre publikum.
De 500 gæster på første togt, som Trends & Travel mødte ombord, lå i hvert fald typisk i aldersgruppen 30 til 50 år.
De bliver lokket med ægte afslapning og høj klasse i alle detaljer. Barkeepere, der kender alle de trendy cocktails. Tre ægte Steinway & Sons flygler med pianister, der er fordelt på skibets tre lobbyer. Kahytter, hvor mange af dem har separate opholds- og senge-områder.
Luksus skinner også igennem i skibets lobby over flere etager, der mindre mere om et 5-stjernet hotel end om et krydstogt-fartøj.
Omkring lobbyen har man samlet en udsøgt kollektion af ”boutiques.” Det er f.eks. Rolex’ første egen forretning til søs. Desuden findes navne som Cartier, Piaget smykker osv.
Små lækre detaljer opdager man først undervejs. F.eks. rummer skabene i kahytten komplette og velordnede sæt af accessoires til hårpleje og makeup. Ikke bare en føn med ledning på.
Usædvanligt, men en god idé er, at de fleste kahytter er forsynet med kikkert af høj kvalitet. Så kan man altid tjekke omverdenen fra sin balkon. De kabiner, hvor kikkerten ikke er standard, kan bestille en ganske gratis.
Det hele lyder meget kostbart og er det også ved første øjekast. Ophold på Explora I koster mellem 600 og 700 euro i døgnet, og man kan naturligvis få det endnu dyrere, hvis man bestiller en af skibets suiter med egen spa-pool på terrassen.
Exploras målgruppe er de samme mennesker, der indlogerer sig på fem-stjernede hoteller på land. Sammenlignet med dem er krydstogtet slet ikke dyrt.
For en tilsvarende overnatningspris på luksus-hotellet får man typisk ikke andet end værelset med superlækker seng og service på hver en finger. Alt andet – måltider, drinks, aktiviteter, udflugter osv. skal der betales ekstra for.
Ingenlunde på Explora I: Med i prisen følger alle mad- og drikkevarer, adgang til shows, forskønnelses-ophold i det store spa-center, jogging på egen løbebane skibet rundt osv.
En af de mest populære aktiviteter er en Master Class i madlavning. Den foregår i et separat køkken med et begrænset antal kogepladser.
Kurset koster mellem 160 og 230 euro og omfatter både oplæring og madvarer. Desuden går man sammen med kokken i land og shopper lokale råvarer i de havne, hvor Explora gør ophold.
Med få undtagelser er alle skibets restauranter og barer med i ”all-inclusive” pakken. Men selvfølgelig kan man købe sig til ekstra ting, særlige champagner, fornemme middage hos en italiens mesterkok i Michelin-klassen.
MSC har investeret 500 millioner euro i sit første krydstogtskib i luksusklassen. Efter planen vil Explora I blive suppleret af fire søsterskibe i de kommende år.
Efter nogle uger i Skandinavien med København som udgangspunkt sejler Explora I over Atlanten via Grønland.
Efteråret vil blive tilbragt i Nordamerika. Vinteren foregår i Karibien, mens skibet flytter til den amerikanske vestkyst og Hawaii til næste år.
Explora I vender tilbage til Europa i sommeren 2024, hvor luksus-skibet vil krydse i Middelhavet.
På alle krydstogter prøver Explora I at undgå de mest overfyldte krydstogthavne. Nogle af dem er et ”must”, men undervejs skal skibet også besøge mindre trafikerede havne. Målet er, at passagerer skal få en mere autentisk oplevelse med lokal kultur og natur….
(Indledningsfoto til artiklen: Explora Journeys)
Skriv et svar