Normalt sidder passagerer på Economy Class og kaster lange blikke til deres medrejsende på Business Class eller First Class, fordi de kan slænge sig i supermagelige flysæder, der ofte kan lægges helt ned, så de fungerer som en behagelig seng på de lange ruter.
Nu kan nogle få passagerer på Economy Class også få adgang til samme luksus. Det kræver, at de flyver med Thomas Cook Airlines i England – og at der er ledige sæder på flyafgangen.
Thomas Cook indfører nemlig ”Sleeper Seats” på udvalgte ruter, hvor passagererne skal sidde i flyet i mange timer. Det gælder f.eks. rejser til Asien eller over Atlanten til USA.
Sleeper Seat er i virkeligheden ikke andet end en madras, der lægges på tværs af tre sæder. Men den simple idé ser ud til at gøre underværker i rejse-komfort:
Pludselig kan man lægge sig helt ned. Måske ikke strække sig helt, hvis man er to meter høj. Man kan sove ordentligt, læse, se film, spille spil meget mere afslappet end, når man sidder indeklemt med knæene helt oppe under hagen i et overfyldt fly.
Oven i købet leverer Thomas Cook Airlines madrassen nyrenset og med frisk lagen, hovedstøtte, pude, tæppe og en lille taske med lidt godter og forfrisknings-ting i – ”ammenities”, som det hedder i flyversprog.
Liggende passagerer kommer ikke til at forstyrre normalt siddende rejsende på Economy Class. Flyselskabet placerer nemlig kun Sleeper Seats på de bagerste rækker i flyet.
Sleeper passagerer må ikke ligge ned under start og landing. Der skal de sidde opret i sædet med sele på – ligesom alle andre. Kabine personalet placerer madrassen, lige så snart ”Fasten Seatbelt” skiltet slukkes.
Hvad koster det så at komme til at ligge ned på Monkey Class? Skal man betale for hele tre sæder på flyveturen?
Heldigvis ikke. Fornøjelsen koster fra 200 britiske pund pr. seng. Derudover skal man betale for det sæde, man i forvejen havde booket til sig selv.
Thomas Cook Airlines viser sig derudover fra den fleksible side. Flyselskabet tillader, at rejsende på skift kan lægge sig på madrassen. Det kan f.eks. være en familie, der flyver sammen.
Er der så slet ingen kedelige detaljer ved Sleeper Seats?
Ikke, hvis man flyver med Thomas Cook Airlines til og fra England. Her har flyselskabet faste ruter i direkte konkurrence med f.eks. British Airways, Ryanair, easyJet eller Virgin Atlantic.
I Danmark kender vi også godt Thomas Cook Airlines, men fra en lidt anden kant. Thomas Cook er nemlig Spies’ eget flyselskab med speciale i charterrejser:
”Jeg kan sige, at efter al sandsynlighed vil vi ikke se Sleeper Seats på vores fly i Skandinavien,” forklarer pressechef Lisbeth Nedergaard fra Spies til Trends & Travel.
”Vi har som regel vores fly fyldt op til sidste plads. Der er slet ikke plads til at lægge madrasser på tværs noget steds. Sleeper Seat konceptet synes jeg til gengæld er sindsygt godt,” fortsætter Lisbeth Nedergaard,
Skriv et svar