Emnet har været oppe flere gange i de seneste par år, og med nedlukningen under Corona har der været god tid til at diskutere emnet.
Politikerne på Mallorca og en stor del af lokalbefolkningen vil gerne have deres ø mindre overrendt, og de turister, der ankommer, må godt interessere sig for andet end druk og fest døgnet rundt.
Med andre ord vil De Baleariske Øer – Mallorca, Menorca, Formentera og Ibiza – gerne af med deres image som billige party-rejsemål.
Nu lægger regional-regeringen for de populære ferieøer op med et meget konkret forslag: Der må ikke bygges flere hotelværelser eller udlejes flere boliger end i dag. Antallet af turist-senge skal indefryses flere år frem i tiden.
Målet er at erstatte kvalitet med kvalitet. Det gælder om at indføre en model for turisme, socialliv og naturbeskyttelse, der har fremtid i. Sådan har Balearernesw regeringschef Francina Armengol beskrevet planerne i et indlæg på Twitter.
Udvidelses-stoppet skal i første omgang vare indtil 2026. Derefter skal hver enkelt af de fire øer selv bestemme, hvor mange turist-senge den vil sætte til salg.
Kritik er selvfølgelig kommet straks fra restauratører og hotel-ejere, der har måttet klare sig med to års lavere omsætning på grund af Corona. De vil forsøge at tjene det tabte hjem igen så hurtigt som muligt.
Også oppositionen i Balearernes lokalparlament er sur. Den mener, det er forkert at indføre senge-stoppet pr. dekret i stedet for at diskutere problematikken først.
Efter Katalonien er De Baleariske Øer den næst-mest turist-besøgte region i Spanien. Før Corona havde øerne 16,4 millioner udenlandske besøgende i 2019. Sidste år faldt tallet til 8,4 millioner….
(Indledningsfoto til artiklen: Droelfzehn / Pixabay)
Skriv et svar