De fleste danskere kender pariser-hjulet i Tivoli, og hundrede-tusinder har gennem årene været en tur oppe for at beskue den danske hovedstad sådan lidt ovenfra.
Danskere, der har besøgt Wien, har formentlig besøgt Prater. Det er den østrigske hovedstads pendant til Tivoli, og også her står et berømt pariser-hjul.
Det mest kendte er dog nok London Eye. Da det blev åbnet i 2000, var det verdens højeste med sine 140 meter. Hjulet besøges hvert år af over tre millioner turister.
Sidenhen er London Eye overgået af pariser-hjul i bl.a. Moskva, Singapore, Las Vegas og Nanchang i Kina.
I 2021 tog Dubai føringen med sit ”Ai Dubai”, der måler 250 meter i højde. Det var dog kun åbent i nogle måneder og lukkede lige pludseligt, fordi ørkensandet generede mekanikken.
Ain Dubai skal dog nu have en afløser som klodens største. Den bygges i den sydkoreanske hovedstad Seoul.
Seoul Twin Eye hjulet skal give plads til 1.400 passagerer ad gangen. Dobbelt så mange som London Eye.
Dermed skal det blive Seouls nye vartegn og formentlig også største turist-attraktion.
Hjulet er et vigtigt element i visionen hos Seouls borgmester om at skabe 1.000 offentlige rum til afslapning og fornøjelse for storbyens indbyggere.
Visionen kaldes ”Han River with a Thousand Sunsets” – Han floden med de tusind solnedgange.
Den centrale del bliver Sangam World Cup Park med det enorme pariser-hjul i midte. Det designes af det hollandske arkitekt-firma UNStudio.
Efter planen skal Seoul Twin Eye blive 180 meter høj og udstyres med 64 kapsler, der hver kan befordre mellem 20 og 25 passagerer.
Det særegne ved det sydkoreanske pariser-hjul, at det fremstår uden eger. I stedet består det af to enorme ringe, der krydser hinanden.
Kabinerne er fastgjort i disse to ringe, der roterer ved hjælp af en ydre og en indre skinne. På den måde vil passagererne opleve to forskellige rundture.
Pariser-hjulet anbringes på toppen af en 40 meter høj bygning, der skal fungere som et kultur-center med udstillinger, koncerter plus en række butikker, cafeer og restauranter.
Vi skal dog nok vente nogle år, inden vi kan sætte os i en af kabinerne. Byggeriet af Seoul Twin Eye begynder nemlig først til foråret….
(Indledningsfoto til artiklen: UNstudio)
Skriv et svar