2.804.077 mennesker enten rejste fra eller rejste til Københavns Lufthavn (CPH) i den forløbne måned. Det gjorde september til den mest travle nogensinde på Danmarks største flyveplads.
Set i forhold til september for et år siden var det en mindre fremgang på 0,4 pct. Den er drevet af transfer-rejsende, der vælger at flyve til og fra Nordeuropa via København og videre herfra til andre lufthavne og lande. Transfer-trafikken steg alene med 4,7 pct.
”Der styrker vores position som Nordeuropas vigtigste trafik-knudepunkt, at flere vælger at flyve via Københavns Lufthavn fremfor at vælge andre hubs som Amsterdam, Frankfurt eller London. Alene i september har 600.000 rejsende taget turen via CPH,” fortæller Thomas Woldbye. Han er administrerende direktør i Københavns Lufthavn.
I årets første ni måneder er 23,3 millioner mennesker gået gennem terminaler og gates i lufthavnen. Det er samlet set 17.000 færre end i rekord-året 2018.
Forklaringen på faldet er bl.a. konkurserne i Primera Air og WOW air. Desuden har Københavns Lufthavn været ramt af pilot-strejken hos SAS og rute-ændringer hos Norwegian.
Mere travlhed til og fra Polen
Septembers højdespringere er ikke at finde i Top-10 over de mest populære ruter i CPH. Men de polske lufthavne kravler stærkt op af ranglisten.
Samlet set voksede trafikken mellem København og de seks destinationer i Polen med 21 pct. i den forløbne måned. Det svarer til 76.000 rejsende.
Dermed har Polen overhalet Grækenland og er nu nummer 16 på listen over de mest populære rejselande i Københavns Lufthavn.
Fra København kan man i dag flyve til Gdansk, Szczecin, Wroclaw og Poznan med SAS, til Warszawa med SAS og LOT og til Krakow med SAS, Norwegian og Ryanair.
Her er de 10 travleste ruter i september til og fra Københavns Lufthavn:
- London – 191.358 passagerer
- Oslo 855
- Stockholm – 136.296
- Amsterdam – 100.955
- Paris – 84.809
- Helsinki – 78.507
- Aalborg – 75.895
- Frankfurt – 58.880
- Bruxelles – 58.417
- Milano – 54.743
Skriv et svar