Snart er Venedig ikke den eneste europæiske storby, der vil tage entré fra turisterne. Spanske Sevilla kan meget vel blive den næste.
Med tre millioner turister er Sevilla den tredjemest besøgte spanske by efter Madrid og Barcelona. Sevilla har imidlertid kun 700.000 indbyggere, så turisterne er meget mere synlige i gadebilledet.
Ifølge den amerikanske nyhedstjeneste CNN vil Sevilla i første omgang afspærre sin største turist-attraktion. Det er er det flotte torv Plaza de España.
Torvet er ved at være godt slidt, og det koster en formue at holde det ved lige efter alle turisternes tramp og de mange kulturelle arrangementer som koncerter og festivaller, der også lokker Sevillas egne indbyggere ned på Plaza de España.
Derfor mener Sevillas borgmester Jose Luis Sanz, at det må være ret og rimeligt, at turisterne betaler deres andel af vedligeholdelsen.
Borgmesteren lancerede forleden sine planer på det sociale medie X – tidligere Twitter. Her er de stødt på både ros og kritik.
Indtil videre er lukningen af torvet kun et forslag. Der er hverken offentliggjort en entré-pris eller, hvornår den skal indføres.
Afgifter og skat ser ud til at blive et mere og mere populært modspil mod over-turisme: Amsterdam og Bali har f.eks. forhøjet deres turist-skatter, mens Venedig indfører adgangs-billet for at komme ind i byen fra påske….
(Indledningsfoto til artiklen: Angelika Paduch / Unsplash)
Skriv et svar