Windspeed Technologies vil bygge et lille udkigstårn i toppen af de store airlinere. Skydeck nås via en trappe eller en lille elevator fra kabinen.
Det kan godt være, at en del flyselskaber prøver at opgradere rejse-oplevelsen med bedre sæder, mere plads, og større fladskærme med Netflix på til hver enkelt passager.
Men de tiltag slår altså ikke denne coole idé, som Windspeed Technologies har lanceret. Et lille udkigspunkt på toppen af det store passagerfly – med en helt utrolig 360 graders udsigt til de rejsende, der har råd.
Skydeck kan minde om de glaskupler, som piloter sad under i ældre jagerfly. Her er det blot to passagerer, som får oplevelsen af at være ét med himlen omkring dem. Måske med sneklædte bjerge eller oceanernes uendelige blå bølgende under dem.
Windspeed forestiller sig, at flyselskaber med en i forvejen luksuriøs first class kan tilbyde en tur på Skydeck mod en klækkelig ekstra betaling.
Skydecks ”canopy” – kuplen – er fremstillet af samme materiale, som kendes fra vinduerne i moderne supersoniske krigsfly.
Den kan modstå al vejr, så man kan opleve storm, regn, sne og højt solskin, som sad man midt i skyen. Og det gør man jo egentlig også. Blot beskyttet af specialglas, der heller ikke tager skade af sammenstød med fugle.
Skydecks kuppel er forsynet med både anti-dug coating og en effektiv UV-beskyttelse, for oppe i ti kilometers højde er risikoen for en solskoldning noget højere end på en strand i troperne.
Windspeed vil tilbyde Skydeck i flere varianter og størrelser: Til én eller to personer, med elevator eller trappe op, forskellige niveauer af indretning osv.
Spændende at se, hvilket flyselskab der bliver det første til at tilbyde det Skydeck – og hvad prisen bliver for den uden tvivl fantastiske oplevelse….
Skriv et svar