Singapore er et populært sted blandt rejsende. Ikke alene er Singapores Changi lufthavn netop kåret som verdens bedste. Nu følger den asiatiske bystats flyselskab Singapore Airlines efter som klodens bedste i luften.
Det er titusinder af læsere hos det store amerikanske rejsemagasin Travel + Leisure, der har placeret Singapore Airlines i toppen af sin netop offentliggjorte ”World’s Best Awards 2022” liste.
Det sker for 27. gang i træk, så flyselskabets bestemt ikke uefne konkurrenter må efterhånden føle, at det er umuligt at fortrænge Singapore Airlines fra førstepladsen på den ansete hitliste.
For at komme i betragtning til en Top-10 placering hos Travel + Leisure skal flyselskaberne være rigtigt gode til vigtige detaljer som service ombord, kabine-komfort, måltider på flyet, generel kunde-service, præcision og værdi for pengene.
De fleste flyselskaber på den nye hitliste er gamle kendinge. Lige efter Singapore Airlines følger således Qatar Airways og Emirates, der begge har taget førstepladser i andre konkurrencer om at være de bedste at bruge til flyrejser.
Kun to europæiske flyselskaber har fundet vej til det celebre selskab hos Travel + Leisure. Det ene er Turkish Airlines på en flot fjerdeplads. Det andet er årets overraskelse – nemlig franske La Compagnie, der kun har tre ruter at byde på.
Turkish Airlines har sin hjemmebase i Istanbul Airport i den nordlige halvdel af storbyen på Bosporus. Derfor kan flyselskabet kaldes europæisk. Ellers ville der være mellem-østligt ligesom de to flyselskaber på pladserne lige foran.
Tyrkerne bliver mere og mere populært hos rejsende fra Nordeuropa. Turkish Airlines har længe været blandt de mest travle, og det praler af at flyve til flere lufthavne end noget andet selskab i verden.
Helt omvendt med La Compagnie, som man kun kan flyve med fra New York til Paris, Nice og Milano – og udelukkende på Business Class. Den er til gengæld så komfortabel, at den grænser til, hvad andre flyselskaber kalder First Class.
Ifølge Travel + Leisure scorede Singapore Airlines flere points på førstepladsen i år end i 2021. En af læserne begrundede det således: ”Alt er tæt på perfekt. Forplejningm service og komfort i særklasse.”
Det er nok også, hvad rejsende har brug for. Når man flyver med Singapore Airlines, sidder man som regel mange timer i luften.
Singapore Airlines byder bl.a. på verdens i øjeblikket længste non-stop rute mellem New York og Singapore. Den tager 19 timer!
Desuden har Singapore Airlines i år udvidet med seks helt nye First Class suiter på sine kæmpestore Airbus A380 maskiner på ruterne til USA. Endelig har flyselskabet åbnet nye luksus-lounges på sin hjemmebane i Singapores Changi lufthavn.
Airbus A350 flyene fra Singapore Airlines er i øvrigt også hyppige gæster i Københavns Lufthavn. I øjeblikket har flyselskabet non-stop forbindelser til Singapore seks dage om ugen.
Her er de verdens ti bedste internationale flyselskaber ifølge Travel + Leisure. Det maksimale antal points, man kan opnå, er 100:
- Singapore Airlines – 92,68 points
- Qatar Airways – 90,67 points
- Emirates – 89,62 points
- Turkish Airlines – 87,98 points
- Korean Air – 87,35 points
- La Compagnie – 87,32 points
- Air New Zealand – 87,20 points
- Japan Airlines (JAL) – 86,81 points
- ANA All Nippon Airlines – 86,77 points
- Cathay Pacific Airways – 85.92 points
(Indledningsfoto til artiklen: Troy Mortier / Unsplash)
Skriv et svar