Flyselskaberne er begyndt at være rigtigt kreative, når det gælder om at finde nye indtægts-kilder til at fylde de dybe og tomme pengekasser op igen.
De fleste selskaber har ikke haft normal rutedrift i gang siden marts. Samtidig holder angsten for Corona smitte og rejse-restriktioner folk fra at rejse.
Ovre i Østen har flyselskaber som EVA og China Airlines i Taiwan eller Qantas i Australien haft stor succes med at invitere passagerer på flyveture, der går til ingen steder.
Folk, der savner at komme ud at flyve, betaler gerne for oplevelsen. Også selvom den kun er en rundtur over havet eller en sight seeing over Australiens ørkener, koralrev og storbyer.
Qantas tilbyder nu en rundflyvning over Antarktis og Sydpolen for at holde sine ellers ledigt stående Boeing 787 Dreamlinere i gang.
Denne is-fyldte rejse foregår i november og er allerede tæt på at være udsolgt. Billetterne er bestemt ikke lave.
Hos Thai Airways inviterer man flyveglade mennesker til at fungere som stewardesse eller steward for en dag. Flyet letter ikke fra lufthavnen, men fungerer ellers som normalt med passagerer osv.
Thai har også haft den smågeniale idé at omdanne selskabets kantine i Bangkok til en restaurant, hvor folk kan komme ind og spise samme mad som i ruteflyene. Enten som take-away eller restaurant, der er indrettet med sæder som i en airliner.
Også den idé er blevet en kæmpe-succes. Thai Airways’ kokke forbereder nu dagligt op til 1.000 måltider til flyve-sultne gæster.
Alternativet havde været, at de var blevet sendt hjem eller fyret, for flyselskabet ikke har sine internationale ruter i drift på grund af Corona.
Hos Singapore Airlines har man også spekuleret i både no-where flyvninger og restaurant events. Valget faldt på sidstnævnte – plus lidt ekstra.
Den 24. og 25. oktober kan interesserede booke sig ind på et af flyselskabets kæmpestore Airbus A380 maskiner, der i dagens anledning er ombygget til tre forskellige restauranter – én til First Class, én til Business og én til Economy.
Flyet står i et hjørne af Singapores store Changi lufthavn, og det rører sig ikke fra pletten. I stedet vil gæsterne blive kørt ud til maskinen med bus. Ligesom til en normal ruteflyvning.
På flyet vil de få serveret eksakt de måltider og vine, som står på menukortet på en langdistance rejse med Singapore Airlines den pågældende dag.
Selvfølgelig er der forskelle på serveringen, om man rejser på første klasse eller monkey. Det samme afspejler sig i prisen for en middag ombord.
Normalt har Singapore Airlines 470 sæder på sine Airbus A380 maskiner. Hvor mange man vil tilbyde til den kulinariske oplevelse, har flyselskabet ikke fortalt endnu. Men det bliver helt sikkert færre.
Middags-gæsterne vil f.eks. ikke opleve at stå i kø for at komme ombord, så det et normalt ved gates eller på trapperne op til flyets indgange.
I stedet slippes passagererne ombord i små grupper à fem personer. Alle skal desuden have foretaget en temperatur-måling, og de har maskepligt i både lufthavn og på flyet.
Dog næppe, når de skal indtage de asiatiske lækkerier, som Singapore Airlines vil servere på den stille-stående tur.
Ud over den kulinariske oplevelse tilbyder Singapore Airlines også, at flyveglade passagerer kan prøve at arbejde som kabine-personale i nogle timer som led i sin nye “Discover Your Singapore Airlines” kampagne.
Det sker i en kopi af en Business Class kabine fra et Airbus A380 fly, som flyselskabet har indrettet i sit trænings-center i Changi lufthavnen. Her vil der bl.a. være kurser i god vin.
Endelig kan folk med en pilot i maven prøve en tur i cockpittet på en flysimulator. Denne aktivitet skal man dog betale en saftig ekstra-pris for.
Interesserede kan fra den 12. oktober booke en plads på Singapore Airlines’ KrisShop hjemmeside via dette link. På siden gælder først-til-mølle princippet….
Få Singapore Airlines hjem
Hvis man ikke gider at bevæge sig ud til Changi lufthavnen og hellere vil blive hjemme, behøver man ikke at undvære Singapore Airlines stemningen.
Bor man i Singapore og omegn, kan man fra den 5. oktober bestille flyselskabet til at komme på besøg med både kokke, kabine-personale, mad og vin.
Den nye ”cabin crew concierge service” henter personale og menuer fra flyselskabets First og Business Class. De ankommer på ens private adresse – komplet med glas, bestik, fornemt Wedgwood porcelæn og udvalgte vine og champagne.
”Hjemme-service” kunderne vil kunne vælge mellem 10 forskellige menuer, der er tilpasset de destinationer, som Singapore Airlines normalt ville flyve til. Det vil sige, at måltiderne normalt vil være forskellige til Nord- og Sydeuropa, USA eller Asien….
(Indledningsfoto til artiklen: Singapore Airlines)
Skriv et svar