For nogle år siden gik der mode i, at flyselskaberne udskiftede deres kedelige sikkerheds-videoer ombord med nye og sjove.
Nogle af dem var så gode og underholdende, at folk ligefrem bestilte billetter hos bestemte flyselskaber for at få lov til at se videoerne på skærmene i flykabinen.
Andre blev deciderede hits på YouTube, hvor de blev set af lige så mange mennesker som videoklip fra kendte pop-artister og kendisser.
Nu kunne det se ud, som om moden skal genoplives igen. I hvert fald har British Airways skudt konkurrencen i gang med sin nye sikkerheds-video ”There Is a Light.”
Den får premiere ombord på British Airways’ fly på de lange interkontinentale ruter den 1. maj, men du kan se videoen her på Trends & Travel allerede i dag.
Sikkerheds-videoen bygger på typisk engelsk humor og spiller på briternes velkendte besættelse af vejret, forkærlighed for at spise fish-and-chips og at fejre ting, der bare er typisk engelske.
Undervejs i den fem minutter lange video møder vi både ansatte hos British Airways, kunder i flyene plus et par kendte ansigter som f.eks. den unge tennis-stjerne Emma Raducanu.
Alle, der har fløjet med rute- og charterfly, kender de ofte ufatteligt kedelige sikkerheds-videoer, som bliver afspillet, inden flyet letter.
Mange af dem er så idé-forladte – men selvfølgelig korrekte – at de færreste passagerer kigger på dem. I stedet koncentrerer de sig om at finde et godt musik-program til øretelefonerne, en sjov tv-kanal at kigge på skærmen foran sig – eller de bladrer i en avis.
”Vi ved, at vi skal skabe noget sjovt og originalt for at fange vores passagerers opmærksomhed. Derfor har vi valgt at gøre vores nye video meget engelsk. Derfor fejrer den os briter og viser samtidig mange af vores kollegers daglige arbejde,” forklarer Calum Laming. Han er Chief Customer Officer hos British Airways.
Senere i år vil British Airways lancere en version to af sikkerheds-videoen, Da vil seerne bl.a. blive præsenteret for flyselskabets nye uniformer….
(Indledningsfoto til artiklen: British Airways)
Skriv et svar