Det er almindelig kendt, at man skal være fuldt vaccineret for at komme ombord på krydstogt-skibe. Det gælder både gæster og personale.
Men selv det har ikke været nok til at holde Corona virussen borte. Flere rederier har således rapporteret om enkelte smitte-tilfælde ombord på deres skibe.
Det har nu fået de to store krydstogt rederier Royal Caribbean International (RCI) og Carnival Cruise Lines til at skærpe Corona reglerne ombord på deres skibe.
Hidtil kunne gæster med fuld vaccine slippe for at bære maske ombord. Det er slut nu.
Fra i dag mandag skal alle gæster på de to rederiers skibe – fuldstændig vaccineret eller ej – bære mundbind på alle offentlig områder. Det vil f.eks. være i kasinoer, teatre, i elevatorer og, når de står i kø for at komme ind på restauranterne.
Desuden må passagerer hos Carnival Cruise Lines fremover kun ryge udendørs ombord. Ikke længere i deres kabiner og suiter, i barer og lignende.
Fra den 14. august skal alle rejsende med Carnival præsentere en frisk og negativ Corona test før ombord-stigning. Testen må højst være 72 timer gammel, og den skal gennemføres af alle – inklusive fuldt vaccinerede.
Hos Royal Caribbean skal alle ikke-vaccinerede, der går ombord fra en havn i Florida, fremover forevise en ny og negativ PCR test.
Carnival Cruise Lines sejler I øjeblikket kun i Karibien, til Alaska og Mexico, mens Royal Caribbean har to skibe på togter i det vestlige og det østlige Middelhav. I begge tilfælde med Cypern som udgangspunkt….
(Indledningsfoto til artiklen: Peter Hansen / Unsplash)
Skriv et svar