Flere og flere byer og regioner føler sig så overrendte af turister, at de enten begynder at protestere mod de mange besøg – som f.eks. Gran Canaria forleden.
Eller de griber ind med praktiske tiltag mod overturismen. Den mest udbredte form er højere skatter for at skræmme turisterne bort. Sådan forsøger bl.a. Venedig.
Amsterdam griber nu ind med andre våben:
Dels har den hollandske storby forbudt byggeri af nye hoteller. Dels lægger Amsterdam låg over, hvor mange turister der hvert år må overnatte i byen.
Amsterdams byråd vil kun acceptere, at nye hoteller etableres, hvis et andet lukker. Det totale antal hoteller må ikke længere stige.
Et erstatnings-hotel skal samtidig være mere moderne og miljørigtigt indrettet end det, det afløser.
Desuden skal det nye hotel helst placeres uden for Amsterdams bykerne.
Reglen gælder ikke for hoteller, der allerede er under bygning eller er godkendt som projekt, inden det nye forbud træder i kraft.
Det andet tiltag fra Amsterdams side er, at byen fremover maksimalt må have 20 millioner hotel-overnatninger om året. Det et 665.000 færre end i 2023.
Også her er der undtagelser: Bed & Breakfasts, krydstogtskibe og private lejer som f.eks. Airbnb tæller ikke med i de 20 millioner.
Formålet er at gøre Amsterdam mere beboelig for både indbyggere og besøgende. Begge kan glæde sig til færre turister på gaderne og færre byggepladser til nye hoteller.
De nye grænser er blot de seneste tiltag i Amsterdam. Tidligere har den hollandske storby bl.a. hævet sin turistskat til 12,5 procent. Desuden er trafikken i det populære Red Light District skåret kraftigt ned.
Som nævnt forsøger Venedig at begrænse antallet af én-dages turister ved at indføre en entré-billet til byen på fem euro med start her fra foråret.
Island overvejer også at indføre turistskat, hvis indtægter skal gå til bevarelse af øens klima og sarte natur, mens Athen sidste år testede en sommer med maksimalt 20.000 daglige turister i det berømte Akropolis tempel.
Uden for Europa forbyder den gamle japanske by Kyoto ikke-fastboende at færdes på nogle gader og veje i byens geisha distrikt.
Hawaii vil bekæmpe for mange besøgende på en anden måde. Nemlig ved at opkræve 25 dollars i skat, når turister ankommer med fly, tjekker ind på hotel eller i en anden overnatning….
(Indledningsfoto til artiklen: Djedj / Pixabay)
Skriv et svar