Man må håbe for Europas største lavpris flyselskab, at det slipper for strejker og arbejds-nedlæggelser hos sit personale i de næste tre uger.
Da skal Ryanair nemlig flyve over 10 millioner mennesker på juleferie i Europa. Det er fem procent flere end i julen sidste år. Den periode går fra den 11. december til den 8. januar hos Ryanair.
Lørdag den 22. december bliver den travleste dag med næsten 400.000 passagerer på godt 2.100 afgange.
Den allersidste flyvning juleaften foregår kl. 17:55 den 24. december. Ryanair har ingen afgange den 25. december, der er den eneste dag på året, hvor flyselskabet holder lukket.
Julens mest populære Ryanair destinationer er Bulgarien, Litauen, Slovakiet, Polen og De Kanariske Øer.
Med andre ord rejser passagererne både hjem til familien og på ferie ned i solen. Kanarerne slår alle tidligere rekorder i år.
Samtidig med meddelelsen om de mange passagerer hen over jul og nytår fortæller Ryanair, at selskabet har modtaget sit sidste Boeing 737-800 fly – se artiklens indledningsfoto. Fremover køber man kun mere miljøvenlige Boeing 737 MAX maskiner.
Siden marts 1998 har Ryanair købt 531 Boeing 737-800 fly. Det gør det irske lavpris selskab til en af Boeings allerstørste kunder på denne flytype.
Ryanairs fremtidige maskiner er Boeing 737 MAX 200. Det er en særlig variant af MAX 8 modellen, som er designet specielt til lavpris selskaber.
Som navnet antyder, har Boeing presset otte ekstra sæder ind i kabinen, så MAX 200 har plads til næsten 200 passagerer mod normalt.Mere præcist er det dog “kun” 197.
Det er bl.a. sket ved at gøre flyets køkken mindre. Desuden har MAX 200 to ekstra nødudgange midt på flyet.
Ryanair bliver det første flyselskab, som får de nye Boeing 737 MAX 200. Det sker til foråret, og Ryanair har bestilt op til 200 eksemplarer….
Skriv et svar