En ting er, at der ikke afgår særligt mange fly til og fra Københavns Lufthavn i denne Corona prægede tid med lukkede danske grænser.
Noget andet er, hvor stort lufthavnens rutenet vil være, når trafikken genåbnes om forhåbentligt ikke alt for lang tid.
Sandsynligheden er stor for, at mange flyselskaber vil skære ned i deres rutenet efter flere måneders nærmest totale nedlukning.
SAS lægger ud i dag ved at meddele, at den direkte rute mellem København og Hong Kong vil blive lukket og ikke genoptaget efter COVID-19 krisen. Det skriver Trends & Travels søstermedie Finalcall.travel.
Dermed vil København ikke længere havde en non-stop rute til den store handelsby ude i Østen. SAS var det sidste flyselskab, som servicerede ruten, efter at Hong Kong selskabet Cathay Pacific opgav for godt et år siden.
SAS flyttede Hong Kong ruten fra Stockholm til København i oktober 2018, men flytningen har ikke gjort den mere rentabel.
I november sidste år skar SAS antallet af afgange ned fra fem til fire om ugen. Siden begyndelsen af marts har ruten været lukket helt ned på grund af Corona krisen.
(Indledningsfoto til artiklen: Stokpic / Pixabay)
Skriv et svar