Elektrisk drevne færger er ikke noget nyt i Danmark. De findes allerede på flere mindre ruter.
Katamaran-færger er også et velkendt syn i danske farver. F.eks. til Bornholm eller hen over Kattegat mellem Jylland og Sjælland.
Alligevel regner den lille svenske skibsbygger Candela med at kunne revolutionere dansk færgedrift.
Svenskerne vil nemlig gerne sørge for, at de berømte flyvebåde mellem København og Malmø bliver genoplivet.
De krydsede hen over Øresund i mange år, inden de blev udkonkurreret af Øresundsbroen og dermed af biler, busser og toge.
Catelas afløsere for de gamle flyvebåde skal være små og moderne katamaran-færger med elmotor. De skal have plads til 30 passagerer, der klarer overfarten mellem København og Landskrona på 36 minutter.
Tager man samme tur over broen i enten bus eller med bil, kan den let tage halvanden time.
Endnu hurtigere virker det, hvis Candelas P-12 Shuttle færger bliver indsat mellem Helsingør og Helsingborg.
Her vil en elektrisk overfart kunne overstås på syv minutter mod i dag en halv time med de nuværende færger med konventionelle diesel-motorer.
Tilsvarende vil en færgetur mellem Landskrona og Helsingør tage 32 minutter med en Candela færge, hvor samme rejse tager en god time med personbil eller 100 minutter med kollektiv trafik nu om dage.
Endelig forestiller Candela sig, at P-12 elfærgerne kunne bruges i trafikken til og fra øen Ven midt i Øresund. Her vil en overfarr vare 17 minutter mod de nuværende 30.
Candelas små færger er ikke kun elektrisk drevne. De er også bygget som katamaraner og med en helt ny computer-styret teknologi, der forhindrer passagererne i at blive søsyge.
I morgen fredag demonstrerer Candela sin teknologi ved at lade sin mindre C-8 fritids-båd sætte en ny fart-rekord for elskibe mellem København og Malmø.
”Vi vil vise, at vores teknologi kan gøre sø-baseret transport hurtige og miljørigtige. Samtidig kan vi etablere direkte forbindelser mellem byer eller bydele,” forklarer Erik Eklund. Han er chef for Candelas satsning på kommercielle fartøjer.
”Takket være den høje hastighed og de lave drifts-omkostninger kan vi skabe helt nye ruter, der i de fleste tilfælde vil være mere effektive end at bruge biler,” fortsætter han.
Læs eventuelt flere tekniske informationer om Cantelas elfærger på Trends & Travels søsterblog Leifshows.dk her….
(Indledningsfoto til artiklen: Cantela)
Skriv et svar