Det er ikke kun flyselskaber og flyfabrikanter, der er under pres for at blive mere miljørigtige og klima-venlige. Det gælder også lufthavnene.
Københavns Lufthavn regner således med at blive CO₂ neutral allerede i år gennem projekter som f.eks. jordvarme. Desuden betaler lufthavnen CO₂ kompensation til miljø-projekter, hvor der plantes ny skov i Afrika.
I Emiraternes lufthavne vil man fremover udnytte, hvad man har rigeligt af på de kanter – solen.
Således er et system med 15.000 solpaneler netop blevet installeret ved Terminal 2 i den store Dubai International lufthavn.
Panelerne skal generere 7.483.500 kilowatt timer elektricitet om året. Den udgør 29 pct. af terminalens strømforbrug.
Dubai fortæller, at sol-energien fra de nye paneler i lufthavnen giver en årlig CO₂ besparelse på 3.243 tons, hvilket svarer til 688 benzin-drevne personbilers miljø-belastning på 12 måneder. Man kan også sammenligne forbedringen med, hvad 53.617 træer kan absorbere af CO₂ gennem 10 år.
Nu følger San Francisco International Airport (SFO) så efter med et initiatv, som de fleste nok vil kalde de små skridts politik.
Som første lufthavn i USA vil SFO forbyde brug af éngangs-plastik i den daglige drift. Det gælder først og fremmest vandflasker af plastik, bestik, krus, glas osv.
Første trin bliver, at lufthavnens restauranter, cafeer, barer og automater stopper med at udlevere de populære plastik flasker med vand i.
H₂0 tørstige flypassagerer kan i stedet benytte over 100 nye vand-stationer i lufthavnen. De fylder ganske gratis køligt vand i små genbrugs-flasker.
Mærkelig nok omfatter forbudet ikke plastik emballage med sodavand, juicer eller vand med smag. Colaer, energi drinks, appelsinsaft osv kan fortsat købes i San Franciscos lufthavn.
Selvom bandlysningen af plastik altså ikke er konsekvent, giver den dog mærkbare forskelle. Lufthavnen regner således med årlige besparelser på fire millioner vandflasker, der ellers ville ende i det normale skrald.
Forbudet mod vandflasker af plastik indføres den 20. august….
Skriv et svar