De fleste har vel som jeg to størrelser kufferter stående parat til næste rejse. En kabine-kuffert eller en ”trolley” til de korte ture og en større til de længere trips, hvor kufferten bliver tjekket ind som bagage i flyet.
VELO Design mener imidlertid ikke, at dét er nødvendigt. Én kuffert må være nok, når den på en smart måde kan udvides eller skrumpes i størrelse alt efter behov.
VELO har derfor udviklet, hvad firmaet selv kalder verdens første hard-case kuffert, der legende let kan skifte mellem formaterne 16 tommers kabine-kuffert, 22 tommers til check-in og stor 26 tommers til check-in.
De rummer henholdsvis 40, 56 og 72 liter. Undervejs i forvandlingen udvides kufferten ikke i tykkelse, hvilket er meget praktisk. Forskellen kommer kun i kuffertens længde.
VELO har patenteret sin små-geniale konstruktion. Den bygger på et modificeret teleskop håndgreb med tre knapper på toppen. Trykker man på dem, kan man enten ekspandere kufferten eller trække den sammen i størrelse. Det tager kun få sekunder.
Kuffertens ramme inklusive teleskop-grebene er fremstillet af samme solide aluminium-type, der også anvendes i moderne passagerfly.
Sammen med de hårde sider gør de VELO så robust, at en voksen mand sagtens kan stå på den uden at gøre skade på hverken kuffert eller sig selv. Hele herligheden er samtidig vandtæt.
Indendørs er VELO udstyret med fleksible og flytbare opdelings-moduler til f.eks. sko, snavset tøj, toiletsager, laptop, mobiltelefon og værdisager. Nogle af modulerne udvider sig i takt med den valgte størrelse af kuffert.
VELO nyheden triller på næsten lydløse 360 graders hjul og har som standard den seneste nye TSA 08 lås.
Derudover har VELO forsynet kufferten med et ekstra bærehåndtag i bunden, så den bliver lettere at stuve ind i bilens bagagerum, flyets overskabe eller samle op fra lufthavnens bagagebånd.
Det eneste svage punkt, jeg umiddelbart kan finde, er, at den smarte kuffert kun kan fås i én farve – sort. Mange rejsende foretrækker at have flere kulører at vælge imellem. Også, fordi ens kuffert så blver nemmere at identificere i en bunke af næsten ensfarvet bagage.
VELO Design henter i øjeblikket med stor succes finansiering af sin kuffert via Crowd Funding på iværksætter platformen Kickstarter. Her er det ønskede beløb allerede overtegnet 70 gange!
Interesserede kan dog fortsat forudbestille et eksemplar til sig selv til en attraktiv intro-pris på 291 dollars eller ca. 1.650 kroner. Levering vil efter planen ske til januar….
(Indledningsfoto til artiklen: VELO Design)
Skriv et svar