Mens Norwegian forbereder omfattende nedskæringer på sine ruter til og fra Danmark, tager man anderledes teknologisk skridt ovre på den anden side af Atlanten.
Som første lavpris flyselskab i verden har Norwegian således indført boarding ved hjælp af digital ansigts-genkendelse. Det sker i Los Angeles lufthavn (LAX).
Ifølge Norwegian blev den såkaldte biometriske adgangs-kontrol indført stille og rolig i midten af juli.
Mindst en halv million passagerer er siden gået “papirløst” ombord på selskabets Boeing 787 Dreamliner langdistance fly i Los Angeles’ store lufthavn.
Norwegian er det tiende flyselskab, der bruger Vision-Box’ avancerede ansigts-genkendelse til selv-boarding i LAX.
De øvrige er Air France, British Airways, Cathay Pacific, Finnair, KLM, Korean Air, Lufthansa og Singapore Airlines.
Sådan fungerer eGates
Biometrisk adgangs-kontrol bliver mere og mere udbredte i internationale lufthavne verden over. De fleste steder er egates stadig på prøve, men mange steder viser erfaringerne, at de kan spare meget tid under boarding af passagerfly.
For nogle uger siden slog Vision-Box således sin egen rekord ved at fylde et kæmpestort Airbus A380 fly fra Lufthansa på kun 20 minutter. Det skete i Los Angeles’ lufthavn.
Systemet fungerer kun, hvis passagererne på forhånd har ladet sig registrere biometrisk hos flyselskabet. Det skal kun gøres én gang og omfatter både fingeraftryk og et digitalt billede af ansigtet.
Når en passager senere ankommer til gaten hos sit flyselskab, skal han eller hun gå igennem en sluse – meget lig den, vi kender fra lufthavnenes Security skanning.
Forskellen er blot, at slusen indeholder et digitalt kamera, der lynhurtigt tager et billede af passageren og sender det til godkendelse hos en computer bagved.
Processen behøver ikke at tage mere end et par sekunder, og passageren slipper helt for boarding kort af papir, fysiske billetter osv.
Flyselskabet får samtidig en meget sikker identifikation af passageren, uden at gate-personalet manuelt skal tjekke boarding kort, rejsepas, billetter osv.
Skriv et svar