Alibaba er Kinas svar på Amazon, men den kinesiske online gigant er endnu mere altfavnende end amerikanerne.
Alibaba ejer f.eks. flere store sociale medier, er rodet ind i elbiler og konkurrerer direkte med MobilePay og Apple Pay med sin Alibaba betalings-løsning. Den har fundet vej helt til danske stormagasiner i København.
Det nyeste påfund fra Alibabas side er en robot med kunstig intelligens, som skal revolutionere betjeningen på hoteller og restauranter verden over.
Robotten fjernstyres fra centralt hold, men forstår menneskelig tale. Nok forudsat at ordrerne kommer i et sprog som kinesisk eller engelsk i første omgang.
Man kan enten tale direkte til robotten eller hidkalde den via stemme-styrede højttalere a la Amazon Alexa eller Google Home, som hotellerne placerer i hvert værelse, på gange, ved elevatorer, i restauranter, baren og receptionen. Alibabas højttalere hedder Tmall Genie.
Selve den en meter høje Alibaba robot kan både trække hotelgæstens kuffert til og fra værelset, komme med drinks og måltider som Roomservice og tage affaldet og brugte tallerkener med retur.
Har hotelgæsten brug for f.eks. ekstra håndklæder, shampoo eller skal have sko til pudsning og tøj til rens, klarer robotten også den opgave.
Robotten indeholder et præcist digitalt landkort over hotellets gange og hver enkelt værelses indretning. Den har derudover lasere og radar sensorer, så den undgår at køre ind i mennesker eller møbler, der er flyttet i forhold til den originale gulvplan.
Når robotten frem til hotelværelset eller bordet i restauranten, identificerer den sin kunde ved hjælp af ansigts-genkendelse. Først, når modtageren er godkendt, åbner robotten sin låge og giver adgang til sit indhold af bestilte varer.
Gæsten kan stille spørgsmål til robotten, der står i konstant online forbindelse med en database og hotellets centrale kontor. Ønskerne kan formuleres med stemme-kommandoer, via en smartphone app, med håndbevægelser eller ved at taste på robottens indbyggede touch skærm.
På den måde kan robotten f.eks. orientere via sin højttaler og sit display om den aktuelle vejrudsigt, trafik-situationen, flyforsinkelser, interessante koncerter i nabolaget eller gode tilbud i hotellets restaurant og bar.
Alibabas elektroniske hjælper er fremstillet af aluminium og kan lakeres i hotellets egne signatur farver. Den kan futte rundt i gangene med maksimalt 3,6 kilometer i timen. Den kan sågar bruge elevatorer via trådløs kommunikation. Trapper dur den dog ikke til i sin nuværende udgave.
Alibaba vil installere de første robotter på en række kinesiske hoteller senere i oktober. Bliver prøvekørslen en succes, vil den kinesiske online gigant markedsføre den intelligente robot over hele verden til både hoteller, restauranter, cafeer, hospitaler, konference centre og større kontorer….
Skriv et svar