Vores naboland Sverige er hårdt belastet af bande-kriminalitet og næsten daglige mord. En udvikling, der også har forbindelser til Danmark og andre lande.
I et forsøg på at bekæmpe kriminaliteten foreslår regeringen i Stockholm nu at lukke sine grænser til andre lande eller i det mindste indføre stramme adgangs-kontroller til og fra Sverige.
I værste fald vil det betyde, at togdriften over Øresundsbroen må stoppes.
Det gælder både de regionale toglinier mellem København og Malmø samt de internationale forbindelser fra Stockholm til Berlin, Oslo og den danske hovedstad.
Frygten for en nedlukning beskrives af det nationale svenske togselskab SJ.
Ifølge SJ vil regeringen indføre en række stramninger af, hvem der må rejse ind i Sverige. Det sker af hensyn til landets sikkerhed.
I praksis vil svenskerne forsøge at undgå, at folk rejser ind i landet uden gyldige identitets-papirer.
Det skal ske både i lufthavne, ved grænse-stationer og på toglinier mellem Sverige og Danmark, Norge og Finland.
Fremover vil alle togpassagerer skulle vise pas og andre ID-papirer ved grænsen til Sverige. Den kontrol vil tage så lang tid, at togene bliver forsinket og må aflyses.
Togselskabet er ikke imod det nye lovforslag og vil gerne støtte den svenske regerings indrejse-politik.
Til gengæld synes SJ, at det er urimeligt, at togselskabet skal levere personalet, der tjekker passagerernes papirer og identitet.
SJ’s administrerende direktør Monica Lingegård siger direkte:
”Vi kan ikke påtage os sådan et ansvar og fungere som landets kontrol-myndighed. Det har vores personale slet ikke uddannelse og træning til.”
Hun tilføjer, at der er stor risiko for, at SJ tvinges til at stoppe sine hurtigtog mellem København og Malmø, hvis den nye lov vedtages af det svenske parlament….
(Indledningsfoto til artiklen: SJ)
Skriv et svar