Der skulle åbenbart gå næsten hundrede år, før verden forstod, at det ikke var særlig godt for helbredet at arbejde i timevis i et aluminiums-rør i 12.000 meters højde, mens man var iklædt høje hæle, stramme blasere og ikke særligt komfortable ”pencil-nederdele.”
Ikke desto mindre har det i årtier været arbejds-betingelserne for de fleste stewardesser. Kun nogle få flyselskaber har løsnet op for dress code for sit kabine-personale. Det gælder både sko, tøj, hår og makeup.
Nu forsøger det ukrainske lavpris-selskab SkyUp Airlines sig med en betydeligt mere afslappet uniforms-stil, der vil blive indført i løbet af efteråret.
SkyUp har allieret sig med ukrainske tøjmærker GUDU og Gunia Project for at skabe en tøjstil, der på samme tid er meget mere komfortabel at arbejde i – og som passer til tidens mode-trends med sneakers og løstsiddende klæder. ”Champions” kaldes den nye kollektion.
Under normale omstændigheder er de klassiske damesko med hæle afløst af hvide Nike Air Max 720 sneakers. SkyUp vil dog ikke skippe hælene helt. Ved særlige lejligheder bliver det taget frem igen.
Nike sneakerne er valgt som standard skotøj af to gange: Dels er de meget ergonomisk designede med affjedring langs hele sålens længde. Dels er 75 procent af Nike skoen fremstillet af genbrugs-materialer.
I stedet for stramme skørter skal SkyUps kvindelige Flight Assistants – nu om dage må de ikke længere kaldes stewardesser – gå i løse jakkesæt. Som overtøj får de trench-coats i italiensk øko-læder.
Som modvægt til alt det orange får mandligt kabine-personale et lyseblåt slips, mens det kvindelige bærer et silke-tørklæde i samme kulør.
SkyUp har også ændret personalets makeup, der er blevet mere diskret. Det skal nu vise himlens farver, som de ser ud fra flyets cockpit ved solopgang på en skyfri dag. Frisurerne er også mere åbne og fri – ikke stewardessernes klassiske stramme hårknude.
For at gøre hele fremtoningen komplet udstyres SkyUps flyvende personale med kufferter i samme orange nuancer som deres uniform.
SkyUps marketingchef Marianna Grigorash er forståelig nok stolt af den nye tøjkollektion:
”Tiderne har skiftet. Kvinder har ændret sig,” forklarer hun i en pressemeddelelse.
“I stedet for den klassisk konservative stil i passagerflyene med hæle, rød læbestift, stramme klæder og en hårknude i nakken vil vi skabe et mere moderne og komfortabelt image. Frihed, naturlig skønhed, individualisme, nul bundne mønster og med sneakers, som alle gerne vil gå i.” .
Der er ikke de store chancer for, at danskere kommer til at se de nye farveglade uniformer på nærmere hold – medmindre de da flyver mellem Ukraine og i alt 33 destinationer i Syd- og Østeuropa samt Mellemøsten.
Siden etableringen i 2018 har SkyUp Airlines udviklet sig til at være Ukraines største lavpris- og charterselskab. Flåden består af 12 Boeing 737 maskiner og otte nye 737 MAX modeller bestilt….
(Indledningsfoto: SkyUp Airlines / Facebook)
Skriv et svar