I 2019 – inden Corona – nåede Billund Lufthavn op på at have 100 direkte destinationer og over 540, som man kunne nå med kun en enkelt mellemlanding.
Efter en god sommer er Danmarks næststørste lufthavn nu igen oppe på 100 direkte flyruter. Der mangler dog stadig en række oversøiske destinationer til Asien og Amerika, før verden igen er som før Corona.
Billund kan samtidig fortælle, at de typiske ferieruter bliver udvidet så meget i de kommende uger og måneder, at sommeren kan fortsætte hele vinteren.
Solrige destinationer som Gran Canaria, Fuerteventura, Tenerife, Malaga, Malta, Sharm el Sheikh og Lanzarote ligger fast. Thailand er under forberedelse.
Da rejse-restriktionerne blev lempet i sommers, strømmede danske ferielystne straks til den sydjyske lufthavn: I juli og august steg trafikken således med over 300 procent i forhold til juni.
Den mest populære soldestination var ikke uventet Mallorca, men Chania, Malaga og Rhodos fulgte tæt efter, fortæller adm. direktør Jan Hessellund fra Billund Lufthavn.
Billund har desuden en unik position som regional lufthavn. Der er direkte forbindelse til hele ni store europæiske netværks-lufthavne – såkaldte hubs – hvilket er til stor fordel for især forretnings-rejsende.
De kan i princippet rejse fra Billund til New York omkring 50 gange i døgnet med kun et enkelt flyskift i en af disse ni store lufthavne….
(Indledningsfoto til artiklen: Billund Lufthavn)
Skriv et svar