Hvis I gerne vil på ferie eller forretning i Spanien, skal I ikke slette jeres Corona-pas på mobiltelefonen.
Det bruges ikke længere i Danmark, men er stadig nødvendigt i bl.a. Spanien som bevis for, at man har fået sine Corona vaccinationer eller har haft smitten.
Det er en af de ting – det EU-anerkendte digitale Corona certifikat – som spanierne holder fast ved. Til gengæld har de i går droppet den besværlige sundheds-formular, der skulle udfyldes online tidligst 48 timer før afrejse hjemmefra.
De nye regler gælder for alle rejsende over 12 år. Børn under 12 er undtaget fra kravet, oplyser den spanske stats turistbureau i Danmark.
Maske-pligten forsvinder dog ikke inden påske i Spanien, som mange turister måske havde håbet. Ifølge den statslige tv-station RTVE kan det dog sagtens ske lige efter – dog kun delvist.
Den spanske regering skal drøfte et forslag om lempelse af maske-pligten den 19. april. Det omfatter bl.a, at mundbind fortsat vil være en pligt i offentlige transport-midler, sygehuse, plejehjem osv.
I begyndelsen af pandemien var Spanien et af de hårdest ramte lande i Europa. Siden går det meget bedre, fordi landet med 85 procent har en stor andel af Corona vaccinerede. Senest lå Spaniens virus-incidens nede på knap 180. Til sammenligning ligger den på over 1.300 i Tyskland.
Yderligere informationer om de spanske indrejse-krav kan man finde på landets Travel Safe hjemmeside her og på den spanske stats officielle websted her….
(Indledningsfoto til artiklen: Sam Williams / Unsplash)
Skriv et svar