Danmarks største charter-operatør Spies og søsterselskaberne i de øvrige nordiske lande har deres eget flyselskab Sunclass Airlines.
I travle perioder – og de er kommet tilbage efter Corona – har Sunclass bare ikke fly nok, så Spies må ud og leje sig ind på pladser hos andre flyselskaber.
Spies har bl.a. anvendt SAS, men flytter nu over til svenske BRA – Braathens Regional Airlines. De to parter har underskrevet en tre-årig aftale for hele Skandinavien med start fra april 2023.
Aftalen giver Spies adgang til at åbne og vokse i flere regionale lufthavne i Norden. I sidste ende bliver der også mulighed for at lancere nye ferie-destinationer sydpå.
Rejserne med BRA foregår i Airbus-fly, der har plads til 145 passagerer, De skal flyve fra omkring 30 lufthavne i Skandinavien, hvoraf de fem ligger i Danmark. Flyene går til 10 rejsemål i Sydeuropa.
”Aftalen med BRA giver os luft til at vokse yderligere. Desuden kan vi med BRA´s mindre flytyper lancere nye og lidt mindre destinationer, som vores egne fly er for store til at lande på,” siger Jan Vendelbo. Han er administrerende direktør i Spies.
BRA har også tidligere udført charter-flyvninger og vender nu tilbage til det forretningsben. Den nordiske aftale med Spies og Ving er første skridt i en langsigtet strategi om igen at tilbyde både jet- og propelflyvninger til det europæiske luftfarts- og chartermarked.
Begge parter har ambitiøse bæredygtigheds-mål og arbejder aktivt for mere klimarigtige rejser:
Spies og SunClass Airlines vil bl.a. reducere sin udledning af CO2 pr. passager-kilometer med 25 procent inden udgangen af 2030. Kuldioxid udledning skal være helt borte i 2050,
BRA – Braathens Regional Airlines – har sat et mål om netto-nul CO2 for indenrigstrafik allerede i 2030 og for udenrigstrafik i 2045….
(Indledningsfoto til artiklen: Skaara Design / Behance.net)
Skriv et svar