Efter nedturene i 2020 og 2021 på grund af Corona er danskerne for alvor vendt tilbage til charter-rejserne igen. Nu skal der atter holdes ferie i udlandet – og gerne med en pakkerejse til sol og varme sydpå.
I 2023 købte 1.078.963 en pakkerejse med fly. Dertil skal lægges 67.085 rejser, der blev foretaget med tog, bus eller egen bil. De sidstnævnte er især skiture.
Det oplyser brancheforeningen Rejsearrangører I Danmark (RID), hvis 25 medlemmer står for langt over 90 procent af alle danske charter-rejser.
De 1.078.963 er en stigning på 23.555 i forhold til 2022, men tallet er ikke helt på højde med rekord-året 2018. Dengang pakkede mindst 1.135.491 danskere kufferterne for at tage på charterferie.
Spies er fortsat klart størst på charter-markedet i Danmark. Hver fjerde ferierejse med fly blev sidste år købt hos denne rejse-arrangør.
Spies kunne sågar notere en mindre stigning i salget – nemlig 1.086 ekstra kunder. Årets store vindere er dog Bravo Tours med 17.796 flere rejser og Sunweb med 12.312.
Taberne var til gengæld TUI med 16.112 færre solgte rejser og Mixx Travel med en nedgang på 8.198. Kun fem af de 20 selskaber med charterrejser på fly havde en tilbagegang.
Her er så Top-10 for 2023 over Danmarks største charter-ferie-udbydere:
- Spies – 243.907 rejsende
- TUI – 160.386
- Apollo – 153.912
- Bravo Tours – 147.817
- Sunweb – 144.495
- Primotours / Verdn – 38.942
- dk – 30.197
- Mixx Travel – 25.422
- Århus Charter – 24.532
- Skinetworks – 21.286
(Indledningsfoto til artiklen: Orva Studio / Unsplash)
Skriv et svar