I morgen den 1. oktober begynder rejsebranchens officielle ”vintersæson”. Hos rigtigt mange skal den udnyttes til en ferierejse.
Væk fra kulde og mørke – og bare nogle få dage, hvor man ikke behøver at spekulere på inflation, prisstigninger, energi-besparelser osv.
Det er i hvert fald noget, man kan mærke hos Danmarks største charter-rejse-udbyder Spies. Her har man i de seneste seks uger solgt flere vinter-rejser end før Corona pandemien.
Totalt set regner Spies med at sende godt 100.000 danskere på ferie til vinter. Måske det bliver endnu flere, for en af danskernes store favoritter – Thailand – dropper nemlig de sidste generende rejse-restriktioner fra den 1. oktober.
Dermed er Thailand tilbage til normale tilstande, og det samme er den del af den danske rejsebranche, som satser på ferier i det populære asiatiske land.
Spies selv indleder sine direkte flyvninger til ferie-magneten Phuket den 11. december, men har ellers Thailand på programmet hele året rundt.
Interessen for Thailand er stor. På nuværende tidspunkt er fire af ti charter-rejser til Phuket udsolgt. Siden nyheden for nogle dage kom frem, at Thailand genåbner helt, er bookinger til landet steget med over 85 procent.
For første gang tilbyder Spies at rejse på Business Class til netop Phuket i denne vinter. Det kan lade sig gøre, fordi Spies har leaset et ekstra Airbus A330neo fly via sit flyselskab Sunclass Airlines.
Muligheden for at rejse i komfortable Business Class sæder med mere benplads på den lange flyvetur fra København til Thailand er eftertragtet. Syv af ti sæder på alle afgange er allerede udsolgt.
Spies ruster i det hele taget op med ekstra 10.000 rejser hen over vinter-sæsonen for at kunne klare den kraftigt øgede efterspørgsel.
Disse ekstra rejser vil primært blive fordelt på De Kanariske Øer, Madeira, Kap Verde, Den Dominikanske Republik, Ægypten og Thailand.
”Typisk ser man i krisetider, at rejser, oplevelser og indkøb af luksusting som tøj eller nyt tv er det første, som danskerne skærer fra i deres budget,” forklarer Spies’ informationschef Sofie Folden Lund.
”I år kunne det dog tyde på, at danskerne reagerer anderledes. Efter to år med Corona, hvor man ikke kunne rejse ud, er behovet simpelthen for stort. Vi prioriterer virkeligt at komme på ferie hvis overhovedet muligt,” fortsætter hun.
Spies oplever i øjeblikket størst efterspørgslen på klassiske charterrejser til velkendte destinationer og ophold på koncept-hoteller.
For eksempel har Spies registreret en stigning på 61 procent i bookinger på familie-hotellet Ocean Beach Club. Vel at mærke sammenlignet med tiden før Corona.
Her er de ti mest populære vinterrejser hos Spies i 2022/23:
- Gran Canaria
- Tenerife
- Kap Verde
- Madeira
- Phuket
- Hurghada
- Den Dominikanske Republik
- Rom
- Mauritius
- London
(Indledningsfoto fra Phuket til artiklen: Michelle Raponi / Pixabay)
Skriv et svar