Danmarks største charter-rejse-bureau regner med, at alt vil være på ”full speed” igen efter Corona om et år. Derfor åbner Spies salget af rejser til sit vinterprogram 2022/23 en måned tidligere end normalt.
Samtidig fortæller Spies, at man har leaset et splinternyt Airbus A330-900 neo fly med plads til 385 passagerer. Det sker via Spies’ eget flyselskab Sunclass Airlines, hvor flyet skal håndtere de lange rejser til Den Dominikanske Republik i Karibien og Thailand eller Vietnam i Asien. Første afgang bliver fra København den 19. december 2022.
Det nye fly er led i Spies’ fulde comeback efter et par års pause med rejse-restriktioner. Fra vinteren 2022 vil charter-giganten bl.a. genoptage populære destinationer som Gambia, Ægypten, Thailand og Punta Cana i Den Dominikanske Republik.
A330-900 flyet hos Spies og Sunclass Airlines er den seneste nye model fra Airbus. Den byder bl.a. på 23 procent mindre CO₂ forurening og kan flyve over længere stræk end andre Spies maskiner. Desuden er støjen fra flyets jetmotorer 33 procent lavere.
På grund af en del flyselskabers afbestillinger som følge af Corona krisen kunne Sunclass Airlines få leveret den nye maskine med kort varsel. Normalt tager det flere år, fra man bestiller, og indtil passagerfly kan leveres.
Passagererne kommer til at sidde i rækker med op til otte sæder. De vil få mere benplads på mindst 30 tommer – 76 centimeter – og større 13,3 tommers skærme at kigge på i sæderyggen foran dem.
Flyet konfigureres i to udgaver til henholdsvis vinter og sommer. Om sommeren er der 385 pladser ombord – om vinteren 373. I forreste del af flyet, hvor Premium klassen er placeret, har alle passagerer 34 tommers benplads – det er 86 centimeter.
Hos Spies kommer den nye Airbus til flyve mellem København og Punta Cana i Karibien hver 14. dag. Svenske kunder i Spies’ søsterselskab Ving kommer til at se flyet noget oftere.
Fra Arlanda lufthavnen i Stockholm skal det nemlig også indsættes på ruter til Aruba, Montego Bay på Jamaica og Punta Cana i Den Dominikanske Republik – alle i Karibien. Desuden flyver maskinen fra Arlanda til Phuket i Thailand og Phu Quoc i Vietnam….
(Indledningsfoto til artiklen: Sunclass Airlines)
Skriv et svar