Det tog kun Spies én dag, før Danmarks største rejse-udbyder genoptager sine flyvninger med ferierejsende til og fra Danmark.
Efter moderselskabet – Thomas Cook Groups -konkurs natten mellem søndag og mandag, stoppede Spies i dag salget af rejser og lod de 16 fly i Thomas Cook Airlines blive på jorden.
Spies selv er ikke gået konkurs. Det er moderselskabet i England. Alligevel aktiverede Spies pause-knappen i dag. Selskabet havde ikke nogen fly at sende sine gæster med.
Her til aften kom så den gode nyhed, at Spies genoptager rejserne tirsdag morgen.
Hvis der blandt Trends & Travels læsere skulle være Spies kunder, der har bestilt en ferie med udrejse i morgen tirsdag, skal de bare troppe op i lufthavnen. Flyet vil afgå som normalt.
Skulle der ske en tids-ændring, vil Spies informere de berørte kunder pr. sms.
Spies kunder, der befinder sig på rejsemålet og venter på at komme hjem, vil de modtage et hjemrejse-tidspunkt pr sms.
Flyrejserne vil som altid blive foretaget med Thomas Cook Airlines Scandinavia, som danske gæster kender som ”Spies’ eget flyselskab.”
”Vi beklager meget, at så mange af vores gæster er blevet påvirket af aflyste flyvninger i dag mandag som følge af konkursen hos vores ejer Thomas Cook Group. Vi gør vores bedste for at få vores strandede gæster hjem hurtigst muligt,” skriver Spies på sin hjemmeside.
Britiske og tyske medier er fulde af historier om, Thomas Cook kunder, der enten er blevet låst inde på deres hoteller eller smidt ud af dem, fordi rejseselskabet ikke havde betalt for deres ophold.
Spies gør opmærksom på, at også danske gæster kan komme ud for problemer med betalingen på visse hoteller. Disse problemer ventes af være løst i løbet af de næste dage.
Spies gæster, der skulle være rejst på ferie i dag mandag, vil få deres penge refunderet. De kan ikke flytte deres rejse til afgang tirsdag.
Spies og søsterselskaberne Ving, Tjäreborg, Globetrotter og Thomas Cook Airlines Scandnavia er selvstændige selskaber og derfor ikke omfattet af konkursen hos moderselskabet i England.
”Selvom jeg er ked af, at Thmas Cook Group med alle sine medarbejdere og trofaste gæster i mange lande er blevet ramt af konkursen, er det mit ansvar, at vi fortsætter rejserne her i landet og sammen med vores andre selskaber i Norden,” forklarer Jan Vendelbo. Han er adm. direktør i Spies.
”Da vi er en uafhængig og overskuds-givende del af koncernen, har vi været i stand til at sikre vores fortsatte virke med støtte fra vores banker og kreditorer,” fortsætter Jan Vendelbo.
Spies sender hver fjerde danske charter-turist på ferie. I 2018 var det 275.000 gæster, der gav selskabet et overskud på 85 millioner kroner.
Trods den hurtige og positive løsning på et akut problem i dag bliver Spies også nødt til at tænke på fremtiden. Selskabet ejes jo siden 2007 af det konkurs-ramte Thomas Cook Group i England.
Trends & Travel skrev allerede i weekenden, at den svenske kapitalfond Triton Partners kunne være en oplagt køber. Den information bekræftes af flere store dagsmedier og tv i dag.
Triton Partners tilbød i maj at købe hele Thomas Cook Nordic ud af den allerede da kriseramte koncern – heriblandt også Spies.
Topledelsen i Thomas Cook Group valgte dengang at se bort fra købstilbuddet og satsede i stedet på en tættere alliance med den kinesiske Fosun koncern.
Det vides ikke, om Triton Partners fortsat er interesseret i at købe Spies og søsterselskaberne. Det ventes afklaret i løbet af de næste par dage.
Interessen kan godt være endnu større end for nogle måneder siden. I forbindelse med konkursboer sælges virksomheder nemlig ofte billigere end markedsprisen.
Mens Danmark og Norden ser ud til at komme ud af Thomas Cook konkursen med skindet på næsen, ser situationen helt anderledes ud i andre lande.
Cook har i øjeblikket 600.000 mennesker ude at rejse fra 16 lande. I England er detr alene 160.000 – i Tyskland 140.000. Spies har mere beskedne 6.000, hvoraf 1.400 skulle være rejst eller kommet hjem i dag mandag.
Den engelske regering har chartret mindst 45 passagerfly til at hente de mange briter hjem, der er strandet i udlandet. Flyene kommer fra mange forskellige flyselskaber og tæller bl.a. Boeing 747 Jumboer og verdens største passagerfly Airbus A380.
I Tyskland har det Thomas Cook ejede flyselskab Condor bedt regeringen i Berlin om en overgangs.kredit på 200 millioner euro for at holde driften i gang, mens mulighederne for et salg drøftes.
Skriv et svar