Mange danske restauranter prøver at overleve ved at tilbyde take-away på deres menuer. Det gælder selv de dyre spisehuse med Michelin stjerner, hvor det nok kræver lidt kulinarisk talent at gøre de halvfærdige retter perfekte hjemme i eget køkken.
British Airways (BA) prøver nu at gøre lidt af det samme.:
Flyselskabet har allieret sig med sin primære catering partner DO & CO og madkasse specialisten Feast Box. Sammen vil de tilbyde, at folk kan nyde præcist de samme menuer hjemme hos dem selv eller i firmaets mødelokale, som de vile have fået serveret på den fornemme First Class i BA’s fly.
Hver boks indeholder råvarerne til en fire-retters menu, som kunderne skal gøre færdig i eget køkken ved hjælp af en medfølgende vejledning udformet som et rejsepas.
De sultne kunder kan frit vælge imellem, om de vil spise fisk, kød eller vegetarisk. Præcis som i British Airways fly med First Class.
Desværre tilbydes den nye BA service kun i Storbritannien. Danskere må kigge langt efter de kulinariske lækkerier, medmindre de lige skulle bo i London og omegn.
Feast Box sørger for at levere menuerne lige til døren. Ikke med vinger, men hurtigt – lover British Airways. Al emballage er fremstillet af genbrugs-materialer.
Prisen for en fire-retters middag som på første klasseer 80 pund eller ca. 700 kroner. I boksen skal der være mad nok til to.
Som en ekstra bonus får alle købere af en madkasse et gavekort, der giver 10 procent rabat på den næste flybillet, de køber hos British Airways.
British Airways leverer straks et eksempel, hvordan en First Class menu kunne være sammensat:
- Loch Fyne røget laks i timbale med honning-sennep dressing.
- Langtids-tilberedt britisk oksekød med jalapeno kartoffel gratin, broccoli og grøn argentinsk chimichurri sovs.
- Udvalg af britiske oste som f.eks. Caws Golden Cenarth, Snowdonia Black Bomber Cheddar, Harrogate Blue og Kidderton Ash gedeost.
- Dessert med mørk orange chokolade brød samt smørbudding med vanille sauce.
Velbekomme….
(Indledningsfoto til artiklen: British Airways)
Skriv et svar