I går var flere danske dagblade ude med store overskrifter om, at flyrejser bliver meget dyrere – bl.a. fordi der mangler fly at transportere de mange passagerer i.
Det kan godt være, at det er tilfældet i andre lande som f.eks. USA, hvor den føromtalte historie stammer fra.
I Danmark ser situationen helt anderledes ud.
Hvis man kan og vil rejse i slutningen af januar, kan det gøres til billetpriser, der sjældent er set lavere.
Det viser en dugfrisk analyse, som den danske rejseportal Travelmarket via sit Flyprisindeks har foretaget af situationen i uge fire næste år.
Eksempler på billetpriser er 119 kroner tur/retur fra Billund til Wien eller 236 kroner mellem København og London. Det lyder bestemt ikke dyrt.
Generelt set gælder de superlave priser især flyvninger til europæiske destinationer. Til gengæld er det fortsat relativ dyrt at rejse til bl.a. USA og Australien.
Direktør Ole Stouby regner dog med, at billetpriserne til Amerika vil falde stille og roligt til et normalt niveau i løbet af de kommende måneder. Det samme gælder de populære ruter til Asien.
”I øjeblikket er der stor overkapacitet af flysæder på det europæiske marked. Det afspejler sig i billetpriserne. Den eneste måde, som flyselskaberne kan lokke flere kunder ind, er ved at dumpe priserne,” forklarer han.
Til gengæld har Ole Stouby svært ved at se en mangel på passagerfly, som den amerikanske nyhedstjeneste Bloomberg beskrev i går. Det er i hvert fald ikke et akut problem i Europa.
Den erfarne rejsekender gør samtidig opmærksom på, at der kan være store pris-forskelle fra land til land. Bl.a. oplever man, at billetpriser på flyrejser er steget i Norge, mens den samtidig faldt i Danmark.
Nyhedsmedier i Tyskland, Norge og Sverige har på det seneste også været ude med historier om, at charter- og pakkerejser er ved at blive mærkbart dyrere, og at den trend vil fortsætte ind i 2023.
Igen er billedet helt anderledes i Danmark. Her har forbrugerne mange flere rejse-udbydere at vælge imellem end i f.eks. Norge, hvor man hverken kender lavpris-udbydere som Sunweb eller Corendon.
Mange konkurrenter i samme marked presser priserne. Når den største af dem alle – Spies i Danmark – samtidig melder ud, at man er på vej med det største sommer-rejse-program nogensinde, vil det også påvirke priserne.
Her til sidst nogle konkrete eksempler på billetpriser på flyrejser fra Danmark i uge fire af 2023. I alle tilfælde er der tale om tur/retur rejser inklusive skatter og afgifter:
- Billund – Wien 119 kroner
- Billund – Barcelona 186 kroner
- København – Stockholm 189 kroner
- København – London 236 kroner
- Billund – Rom 253 kroner
- København – Rom 296 kroner
Har man planer om at rejse langt, ligger prisniveauet på interkontinentale flyveture noget højere i uge fire – altså i slutningen af januar. Igen er der tale om returbilletter inklusive skatter og afgifter. Her er dog typisk ikke tale om direkte og nonstop flyvninger:
- Billund – New York 2.162 kroner
- København – Los Angeles 2.733 kroner
- København – Johannesburg 2.762 kroner
- Billund – Rio de Janeiro 4.657 kroner
Dansk Flyprisindex har målt priserne på følgende destinationer i Europa: Amsterdam, Barcelona, Berlin, London, Oslo, Paris, Prag, Rom, Stockholm og Wien.
Interkontinentalt indgår følgende rejsemål i målingerne: Bangkok, Dubai, Johannesburg, Los Angeles, Mexico City, New York, Rio de Janeiro og Tokyo….
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)
Skriv et svar