De fleste internationale flyselskaber har deres egne kunde- og kreditkort, som er knyttet til deres loyalitets-programmer med opsamling af points og forskellige indkøbs-muligheder. Hos SAS er det Eurobonus og hos Lufthansa Miles & More.
Begge disse kort er med i planerne om et nyt fælles kreditkort for alle 26 flyselskaber, der er medlem af Star Alliance. Det nye kort skal være klar inden årets udgang, skriver det schweiziske rejsemedie ”About Travel.”
Det nye kort skal gøre det meget nemmere at indsamle og indløse bonus points på tværs af de mange flyselskaber.
Det kan man i princippet allerede i dag, men det er ofte forbundet med besvær og lange ventetider, inden præmierne når frem fra ét flyselskab til kontoen hos et andet selskabs kunde.
Det ville også være et stor nyhed i kreditkort branchen, hvor ingen af de tre store flyselskabs-alliancer har fælles kort.
Projektets eksistens blev afsløret forleden dag, da Star Alliance fejrede 25 års jubilæum. Da kom alliancens direktør Jeffrey Goh til at tale over sig.
Han ville dog ikke oplyse flere detaljer – hverken navn på kortet og, hvilke kreditkort udstedere eller banker, man arbejdede sammen med.
Star Alliance har 26 medlemmer. De mest kendte for danskere er SAS, Lufthansa, Thai Airlines, Swiss, Austrian, United Airlines fra USA, Air Canada, Turkish Airlines, Singapore Airlines, ANA fra Japan, TAP fra Portugal, LOT fra Polen, Air China og South African Airlines….
(Indledningsfoto til artiklen: Michal Jarmoluk / Pixabay)
Skriv et svar