Det er nok kun få af os, der nåede eller havde råd til at tage en hurtig tur over Atlanten med det fascinerende overlydsfly Concorde, inden det blev pensioneret for tyve år siden i 2003.
Nu får fly-entusiaster og nostalgiske rejsende en ny chance. I begyndelsen af september lancerer LEGO nemlig en autentisk model af det legendariske fransk/britiske passagerfly.
I sine velmagts-dage kunne Concorde flyve mellem New York og London på 3,5 timer med det dobbelte af lydens hastighed.
Noget længere vil det nok tage at få bygget det nye LEGO byggesæt. Det består nemlig af 2.083 dele og kræver erfaring med LEGO. Ikke kun den, man fik på gulvet i ens børneværelse.
LEGO anbefaler da også, at købere af kittet skal være mindst 18 år. Så er der også større sandsynlighed for, at køberen har råd til prisen på over 1.500 kroner.
Som i andre avancerede LEGO byggesæt er detalje-rigdommen stor I den nye Concorde. Man følger næsten, at man sidder med I det rigtige fly, hvor pladsen var trang i det lange tynde rør med mellem 92 og 128 sæder.
LEGO har f.eks. sørget for, at modellens næste kan vippes op og ned. Ligesom på det originale Concorde, hvor det lange spyd i spidsen af flyet blev sænket under start og landing.
Landings-hjul og gear fungerer og kan trækkes ind og ud. Det samme gælder det karakteristiske lille halehjul, der forhindrede Concorde i at skrabe rumpetten, når flyet lettede fra en lufthavn.
Højde- og sideror er bevægelige, og man kan klikke taget af, så man får et fint kig ind i flyets kabine og cockpit.
Endelig medfølger en stander, så man kan vise sin Concorde model under flyvning, start eller landing.
Hele herligheden er 105 centimeter lang, 43 cm bred og 15 cm høj. Modellen kræver altså plads, og den vil ikke kun vække opsigt på grund af sine elegante linier, men også takket være sin størrelse.
LEGO Icons Concorde (10318) byggesættet har officiel premiere den 7. september. Byggesættet skal koste 1.550 kroner….
Skriv et svar